Jyske Bank ser positivt på B&O efter forhandlerkontakt

Udgivet den 23-11-2009  |  kl. 08:57  |  

Jyske Bank har kontaktet 11 B&O forhandlere i Danmark.

- Her var den generelle tendens, at salget af både BeoVision-10 og BeoTime går godt. Den store efterspørgsel har ført til ventetider på begge produkter. Det betyder, at 6 ud af 11 forhandlere ikke vil være i stand til at levere BeoVision-10 inden jul men først engang i løbet af januar og en enkelt i marts. Det samme gjorde sig gældende for BeoTime, hvor 6 ud af 11 forhandlere heller ikke var i stand til at levere BeoTime inden jul.

Jyske Bank fastslår, at det gode salg af BeoVision-10 lover godt for helåret, hvor B&O forventer, at 25 % af omsætningen vil stamme fra nye produkter.

- Endvidere overrasker det gode salg af BeoTime os også, da vi ikke forventede, at produktet vil blive den store salgsmæssige succes. Derved ser vi en god mulighed for, at B&O kan overraske markedet og nå i mål med helårsforventningerne. B&O forventer en omsætning på lidt under 3.200 mio. kr. (lidt under er tidligere blevet defineret som 5 – 10 % under), hvor konsensus estimatet lyder på en omsætning på 2.887 mio. kr. Til sammenligning forventer vi, at B&O kan levere en omsætning på 2.996 mio. kr. Der vil dog være en risiko for, at selskabet skuffer markedet i 2. kvt., da BeoVision 10 kun bidrager begrænset til omsætningen i dette kvartal (sep-nov). Til gengæld ser vi, at B&O’s succes med BeoViosen 10 vil vise sig til fulde i 3. kvt., hvor diverse forhandlere vil være leveringsdygtig af BeoVision-10 og BeoTime. Vi gentager vores Køb anbefaling, da vi har tillid til, at B&O lykkedes med at få B&O tilbage på sporet, skriver Jyske Bank.

 

 

 

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder