Mandagens aktier: NKT toppede negativt indeks på stille handelsdag

Udgivet den 16-09-2024  |  kl. 17:07  |  
Arkiv: Foto

NKT og Rockwool sluttede ugens første handelsdag i toppen af det danske C25-indeks, mens det grønne makkerpar - Ørsted og Vestas - var blandt taberne, og DSV kom lidt i retræten efter markant fremgang i sidste uge.

Det samlede eliteindeks sigtede i de første handelstimer mod at forbedre fredagens lukkerekord i 2039,66 og var først på eftermiddagen oppe i 2045, som indekset ikke tidligere har passeret i løbet af en handelsdag.

Men optimismen var flygtig, og under påvirkning af en negativ udvikling på børserne i New York faldt indekset hen over eftermiddagen til 2028,56 eller med 0,5 pct. i forhold til lukkeniveauet fredag.

Det skete under afdæmpet aktivitet i fravær af væsentlige selskabsspecifikke nyheder, mens makrobegivenhederne lagde beslag på markedets opmærksomhed.

- Vi starter ugen stille og skal se, hvad den bringer. Der er helt klart fokus på, hvad der kommer af nøgletal hen over ugen, og det er ikke blevet mindre i de sidste uger. Nærmest tværtimod. Der er blevet endnu mere opmærksomhed på, om der er noget, der peger i retning af recession, og hvad vi kan forvente af renter, og hvor hurtigt renterne kommer ned, kommenterer Mads Zink, chef for aktiehandlen i Danske Bank.

Han peger på rentemødet i den amerikanske centralbank, som slutter onsdag aften med en rentemeddelelse, som den helt store begivenhed i løbet af ugen. Markedets forventning er ifølge CME Fedwatch Tool nu overvejende, at mødet slutter med en amerikansk rentesænkning på 50 basispoint.

HÆVET KURSMÅL FOR NKT

Øverst i C25-indekset steg NKT 1,7 pct. til 630,50 kr., og anledningen var sandsynligvis, at investeringsbanken Carnegie forhøjede kursmålet til 730 kr. fra 700 kr.

- Vi ser tit, at når der er nogen, som hæver kursmålet, så har det en positiv effekt på dagen, bemærker Mads Zink.

Kabelproducenten fik følgeskab af Rockwool som steg 1,5 pct. til 2934 kr.

Men Genmab faldt 1,3 pct. til 1776,50 kr. trods fremlæggelse af lovende resultater med lægemiddelkandidaten Rina-S til behandling af æggestokkræft.

TAGER GEVINSTEN HJEM I DSV

DSV var lidt på retræte, efter at aktien i sidste uge brillerede med en stigning på 12,3 pct. som reaktion på, at logistikgiganten vandt kapløbet om at overtage den tyske konkurrent DB Schenker. Alene torsdag i sidste uge steg aktien 10 pct. på baggrund af rygter om overtagelsen.

Men mandag faldt aktien 1,2 pct. til 1371,50 kr.

- Gevinsthjemtagning, mener Mads Zink om mandagens tilbagefald.

Mandag hævede Jyske Bank sit kursmål for aktien til 1650 kr. fra 1550 kr.

- Det helt afgørende bliver, hvad DSV kan levere af synergier ved integrationen af DB Schenker. DSV forventer, at de som minimum kan bringe DB Schenkers marginer op på DSV's niveau i løbet af 3 år, hvilket alene vil skabe synergier for 4,3 mia. kr. på EBIT-niveau, mener bankens DSV-analytiker, Morten Enggard.

ØRSTED "CAP'ES"

Ørsted tabte 0,9 pct. til 442,50 kr. med afsæt i en teknikalitet.

- Ørsted er blevet "cap'et" i Kax Cap-indekset fra 5 pct. til 4,5 pct., oplyser Mads Zink

I indekset, som omfatter samtlige børsnoterede aktier, og som opfattes som handlernes primære benchmark, reduceres - cap'es - vægten af en aktie til 4,5 pct., hvis den når 5 pct., og det var tilfældet for Ørsted fredag efter børslukning.

Den grønne makker, Vestas, tabte 2,1 pct. til 159,15 kr. neders i C25.

Dagens eneste regnskabsaktuelle selskab var farve- og lakproducenten Flügger, som i sit første kvartal har præsenteret begrænset organisk salgsvækst. Men Flügger fastholder sine forventninger. Aktien steg 0,6 pct. til 346 kr.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:43 Europa/lukning: Novo-comeback sikrede marginalt plus til europæiske aktier
17:18 Mandagens obligationer: Rolig dag på det danske obligationsmarked
17:04 Mandagens aktier: Comeback til Novo sikrede julefreden i C25
17:01 Mandagens obligationer: Renten stod i stampe på rolig dag
16:43 Zealand Pharma kroner første år i C25-indekset med titlen som den mest stigende aktie
16:06 Nordea kritiseres af tidligere chefstrateg for bureaukratiske barrierer for iværksættere
15:46 USA/åbning: Spinkel fremgang og forsigtige investorer
15:07 Arvinger køber og afnoterer amerikansk stormagasin
14:33 Vestas-analytiker: Målposten kan fortsat nås i fjerde kvartal - usikkerhed om 2025
14:10 USA/tendens: Plusserne aftager inden åbningen
13:16 Vestas modtager fire europæiske ordrer med samlet kapacitet på 151 MW
12:15 Europa/aktier: Novo Nordisk stråler i toppen af det europæiske aktiemarked
12:14 Equinor afslutter købet af 10 pct. af aktierne i Ørsted
12:01 Obligationer/middag: Julefreden indfinder sig på obligationsmarkedet
11:56 Svensk casinoudbyder styrtdykker: Undersøges af britisk spillekommission
11:50 Aktier/middag: Novo-comeback trækker C25 med op i juleslutspurt
11:14 Jeudan-topchef oplever stor kundetilgang: Er ret tilfreds med porteføljens beliggenhed
10:33 Elon Musk retter sparekniven mod "absurd overbemandet" Federal Reserve
10:26 Britisk olieserviceselskab i voldsomt kursfald efter restrukturering
10:02 Novo får amerikansk godkendelse til nyt blødermiddel