Jyske Bank: Solen stiger over japansk økonomi

Udgivet den 14-11-2006  |  kl. 10:15  |  

NetPosten bringer i samarbejde med Jyske Bank kommentarer til valutamarkedet:

Ligeså kedelig som mandagen blev ved fraværet af økonomiske nøgletal, ligeså spændende kan denne dag blive. Denne morgen fik vi BNP fra Japan, som afslørede, at japansk økonomi kører i højere gear end forventet. BNP væksten i tredje kvartal kom ud på 2,0 % å/å i stedet for de forventede 1,0 %. Samtidig blev væksten i 2. kvartal opjusteret fra 1,0 % å/å til 1,5 % å/å.

De stærke BNP tal understøtter både det økonomiske scenario fra centralbanken og de seneste mere høgeagtige kommentarer fra BoJ’s Fukui m.fl. Vi tror dog fortsat, at BoJ holder renten uændret på 0,25 % ved torsdagens pengepolitiske møde. Det bliver dog interessant at se, om der er nye toner i de medfølgende kommentarer.

Et grundigere blik på BNP-tallene afslører, at indenlandsk efterspørgsel kun bidrog med 0,1 %-point af væksten på 0,5 % k/k, mens 0,4 %-point kom fra udenlandsk efterspørgsel. Det er det modsatte af hvad vi så i 2. kvartal, hvor væksten udelukkende kom fra indenlandsk efterspørgsel. Faldet i indenlandsk efterspørgsel skyldes et fald i privatforbruget, og det understøtter vores holdning om, at pengepolitikken holdes i ro på torsdagens møde.

USD/JPY handler omkring 117,55 denne morgen, ned fra 118,13, hvor det startede op, mens EUR/JPY handler omkring 150,80 (494) mod opstarten på omkring 151,30 (493).

r.ledager@jyskebank.dk

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder