Jyske Bank: Stærk marginfremgang i vente for Coloplast

Udgivet den 19-02-2008  |  kl. 09:17  |  

Når Coloplast offentliggør regnskabet for 1. kvartal 2007/08 senere i dag mellem kl. 13:00 og 15:00, venter Jyske Bank, at Coloplast vil realisere en stærk marginfremgang, som vil være trukket frem af lavere engangsomkostninger og øget synergier.

- Vi forventer en omsætning på 2.087 mio. kr., hvilket ligger i niveau med konsensus på 2.091 mio. kr. Vi forventer, at EBIT bliver på 369 mio. kr., hvilket er 11 pct. bedre end konsensus på 340 mio. kr. Vi skal dog gøre opmærksom på, at vi ikke kender engangsomkostningernes fordeling på kvartaler, hvilket kan påvirke EBIT, ligeledes kender vi heller ikke konsensus på engangsomkostningerne i kvartalet. Det vigtige er dog den underliggende margin, hvor vi forventer en fremgang på 1,2 procentpoint., hvilket er trukket af synergier fra købet af Mentor samt omkostningsreduktioner, skriver Jyske Bank.

Banken fastholder sin Køb-anbefaling forud for regnskabet, da aktien anses som fundamentalt attraktivt prissat.

- Vores DCF-model indikerer en fair værdi på 555 kr. per aktie, hvilket er 35 pct. over den aktuelle kurs, tilføjer Jyske Bank.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder