K: En helt ny situation for dansk erhvervsliv efter Nej
København--5. oktober--NetPosten--Der er med nej'et til euroen opstået en helt ny situation for dansk erhvervsliv, og det er ikke skatter og afgifter som er vejen frem, understregede de Konservatives politiske ordfører, Lene Espersen, i sin åbningstale i Folketinget torsdag.
- Det er dansk erhvervsliv, som skal bane vejen frem for bedre velfærd, og derfor er løsningen ikke flere skatter og afgifter, som der er lagt op til i regeringens finanslovsudspil, sagde Lene Espersen.
Det er pudsigt, at vi i den netop overståede valgkamp så den ene socialdemokratiske minister efter den anden omklamre dansk erhvervsliv. Her var budskabet, at hvad der er godt for dansk erhvervsliv, er godt for det danske samfund, tilføjede hun.
- Så nu ser vi frem til kampen mod det administrative bøvl, og kampen mod den svækkede konkurrenceevne på grund af grønne afgifter. Men på bundlinien er der i regeringens udspil endnu en milliardregning til erhvervslivet, ligesom sidste år og året før, sagde Lene Espersen.
Og så er der en enkelt, men ikke uvæsentlig ting. Med oplægget til finanslovsforhandlingerne gør regeringen sig skyldig i aftalebrud, mente hun.
- Et bredt flertal i Folketinget indgik sidste år to flerårige forlig vedrørende politiets og forsvarets forhold. Nu præsenterer regeringen et finanslovforslag, der lægger op til at skære 14 mio. kr. ud af politiets budget og 49 mio. kr. ud af forsvarets budget. Det er et klokkeklart aftalebrud. Aftalebruddet er fuldstændig uacceptabelt. Det må regeringen rette op på, mente Lene Espersen.