Kbh Lufthavne: Passagertal, dec: +5,0 pct å/å
København--5. januar--NetPosten--Det samlede passagerantal i Københavns Lufthavne viser for december måned en stigning på 5,0 pct. i forhold til samme måned i 1999, fremgik det fredag af en fondsbørsmeddelelse. I 2000 er det samlede antal passagerer i Københavns Lufthavn opgjort til 18,4 mio. mod 17,5 mio. i 1999, svarende til en stigning på 5,1 pct.
I december måned er antallet af udenrigspassagerer steget med 10,0 pct. Antallet af internationale rutepassagerer er steget med 9,7 pct., mens antallet af internationale charterrejsende viser en stigning på 13,5 pct. Den samlede stigning på udenrigstrafikken for hele året udgør 7,7 pct.
Faldet i antal passagerer på indenrigstrafikken er fortsat i december. I måneden har der været en tilbagegang i passagerantallet for indenrigsflyvninger på 4,4 pct. i forhold til december 1999. For hele året er antallet af indenrigspassagerer faldet med 4,3 pct. i forhold til 1999.