Kina: PMI fremstilling indikerer nu vækst

Udgivet den 04-01-2022  |  kl. 07:26  |  

Den kinesiske fremstillingssektor viser tiltagende aktivitet i december efter en måned med vigende aktivitet.

Det fremgår af den private aflæsning af PMI, der foretages af Caixin/Markit Economics.

Indekset steg til 50,9 i december og overgik dermed også analytikernes forventning på 50,0 ifølge Bloomberg News.

I november viste indekset 49,9 og lå dermed under det neutrale niveau på 50.

Statistikken har ifølge Jan Størup Nielsen, chefanalytiker i Nordea, medvirket til at skærpe risikoappetitten på finansmarkederne.

- Det er den højeste aktivitetsfremgang, der er målt det seneste halve år. De gode nøgletal har givet et generelt løft til de asiatiske aktiemarkeder hen over natten, og har samtidig medvirket til, at formarkederne for de europæiske aktiebørser peger på en grøn åbning senere her til morgen, skriver han i bankens morgenrapport.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Kina❯