Kina svarer igen i FN: Tariffer kan udløse global recession

Udgivet den 27-09-2019  |  kl. 23:50  |  

Fredag var det Kinas tur til at indtage talerstolen i forbindelse med FN's generalforsamling, og landets udenrigsminister, Wang Yi, gav igen på præsident Donald Trumps beskyldninger mod Kina fra samme talerstol tidligere på ugen. Og Wang lagde skylden for en mulig recession ved Trumps fødder.

- At bygge mure vil ikke løse globale udfordringer, og at give andre skylden for egne problemer virker ikke. Læren fra den store depression bør ikke blive glemt, sagde Wang ifølge Reuters.

Kinas udenrigsminister advarede samtidig imod, at handelskrigens optrappende tariffer, der jo startede med, at Donald Trump sidste år indførte told på varer fra Kina, kan udløse en global recession, hvilket ikke er sket siden finanskrisen i 2009.

- Tariffer og provokation af handelstvister, der forstyrrer den globale industri og forsyningskæderne, tjener til at underminere det multilaterale handelsregime og den globale økonomiske og handelsmæssige orden.

- De kan tilmed sende verden ind i recession, advarede Wang Yi.

Tirsdag langede præsident Trump i FN i hårde ord ud efter Kina og beskyldte landet for tyveri af ophavsret og for kursmanipulation. Blandt andet.

- Kina har ikke bare afvist at gennemføre lovede reformer, det har omfavnet en økonomisk model afhængig af massive markedsbarrierer, tung statsstøtte, valutakursmanipulation, produktdumping, tvungen teknologioverførsel, tyveri af intellektuelle ophavsrettigheder og handelshemmeligheder i stor skala, sagde Donald Trump om Kina i FN's generalforsamling.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  macro❯  Kina❯  USA❯ 

Seneste nyheder