Kinesisk Mærsk-konkurrent er sortlistet i USA - men betydningen nedtones

Udgivet den 07-01-2025  |  kl. 08:40  |  
Aktie tabel

Det kinesiske rederi Cosco er blevet sortlistet i USA, og det bliver tirsdag taget skidt imod af investorerne.

Aktien taber 3,5 pct. på børsen i Hongkong.

Men spørger man Lars Jensen, der er direktør og stifter af rådgivningsfirmaet Vespucci Maritime, vil den amerikanske melding ikke få den store betydning for driften hos Cosco og de øvrige containerrederier.

- Som jeg forstår det får det ikke nogle store direkte konsekvenser. Det lyder mere voldsomt, end det er, siger han til MarketWire.

Lars Jensen har adskillige års erfaring fra shippingindustrien og anses bredt set for at være blandt de førende eksperter på containerområdet. Og ifølge ham kan man læne sig op ad tilsvarende meldinger i årene omkring 2020, hvor det heller ikke fik de store konsekvenser - hverken for rederiet eller for den shipping-alliance, som Cosco indgår i.

Cosco er en del af Ocean Alliance, der desuden rummer endnu et kinesisk selskab i form af OOCL, samt franske CMA CGM og taiwanske Evergreen. De største containerrederier har i en årrække sejlet som en del af store alliancer, der gør det muligt for dem at sejle med hinandens containere og dermed undgå halvtomme skibe.

- Jeg ser mere det her som et skud hen over boven fra det amerikanske militær, og det kan der næppe være noget overraskende i, siger han.

- Det her vil ikke påvirke kapaciteten generelt set. Det kan højst betyde, at nogle amerikanske selskaber så vil booke hos nogle andre rederier - og det vil jo ovenikøbet kunne være et selskab som CMA CGM, siger Lars Jensen med henvisning til Coscos alliancepartner.

Cosco er Kinas største rederi og er desuden kontrolleret af den kinesiske stat. Presset på selskabets aktie skyldes, at den amerikanske regering har sortlistet rederiet for påståede forbindelser med Den Kinesiske Folkerepubliks væbnede styrker, Folkets Befrielseshær.

Rederiet blev tirsdag nævnt i et føderalt register som kvalificeret som et kinesisk militærselskab i henhold til Pentagon, skriver Bloomberg News.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯