Klimaplan: Fyld kælder med varmt grus og slip for grundskyld
Har du en kælder, og er du villig til at lade den fylde med varmt grus, så kan du i fremtiden blive belønnet ved at få strøget din betaling af grundskyld, gratis gulvvarme og en lysegrøn samvittighed.
Den grønne tænketank CONFUScience har således fremlagt en sindrig plan, der gør husejerne til centrale nøglespillere i den grønne omstilling i Danmark.
"Vi mener, at det giver mening at belønne de husejere, der vil gå et ekstra skridt i den grønne omstillings navn, og planen går helt forsimplet ud på at omdanne husejernes ledige areal til energidepoter,” siger Lars Jensen, adm. direktør i CONFUScience.
Ifølge energiselskaber og forskere kan varme, sorte sten være løsningen på en af de store udfordringer i den grønne omstilling; nemlig hvordan man lagrer energi fra sol og vind, så man også har glæde af energien på vindstille gråvejrsdage.
I marts blev landets første testcenter, der reelt består af en stor bunke sten på DTU Risø ved Roskilde Universitet, indviet af uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V).
Ministeren kaldte ved den lejlighed de varme sten for "the missing link" i den grønne omstilling.
På sigt skal teknologien rulles bredt ud i landet, og her spiller husejerne en central rolle, forklarer Lars Jensen.
"Det kan eksempelvis gøres ved at fylde kældre, der tidligere måske bare har været brugt til at opmagasinere øl og havestole, med 600 grader varmt grus, der som et batteri kan oplagre og levere energi fra sol og vind," siger han.
De husejere, der i fremtiden kan undvære den ekstra kælderplads, skal ifølge tænketanken fremover slippe for at betale ejendomsskat.
Samtidig vil husejerne selv få glæde af varmen fra kælderens dyb.
"Det er jo ikke svært at forestille sig, at når din kælder er et stort varmelegeme på 600 grader, så vil man ikke have brug for at tænde for gulvvarmen i vinterhalvåret,” siger Lars Jensen.
Svar på klimaudfordring - og kælderudfordring?
Og der er masser perspektiv i projektet, mener Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør ved Boligsiden.dk - ikke mindst for boligejerne, der også kan se frem til grønnere energimærkninger.
"Den øgede opmærksomhed på klimaet gør, at det bliver sværere og sværere at sælge et hus med en dårlig energimærkning. Og hvis man kan veksle et energimærke F til et B-mærke blot ved at fylde sin kælder med varme sten, så er der utvivlsomt mange, der vil udnytte den mulighed,” siger hun og fortsætter:
"Det er et kendt faktum, at mange husejere har problemer med at finde et meningsfuldt formål til de kvadratmeter i kælderen, der ikke er godkendt til beboelse. Jeg tror endelig, svaret ligger klart for mange, og hvis man kan vænne sig til at stille sine øl i køleskabet i stedet for kælderen, så er der udsigt til en stor økonomisk gevinst for husejeren."
Al ledig plads kan bruges
Selv om planerne fortsat befinder sig på et tidligt stadie, er der allerede nu åbenhed at spore blandt de danske husejere.
Jens Larsen, der er formand for Boligejernes Centralorganisation, mener, at teknologien kan blive en stor gevinst for mange husejere med overskydende plads - for ikke at tale om klimaet.
"Jeg har for eksempel selv en mørk og kold kælder, der ikke bruges til særlig meget fornuftigt, så hvis jeg kan give mit besyv med for at hjælpe klimaet på rette vej og samtidig bliver belønnet for det, så giver jeg gerne min kælder til et godt formål,” siger Jens Larsen.
Han mener ikke, at kælderen er det eneste sted, der vil kunne udnyttes til formålet.
"Hvorfor stoppe med kælderen? Mange har ekstra plads på loftet, i garagen eller i annekset,” siger Jens Larsen.
Tags: Bolig❯