Kommuner kan tabe 900 mio. på USA-investering

Udgivet den 21-11-2007  |  kl. 11:30  |  

Fire norske kommuner har satset en halv mia. norske kroner på amerikanske højrisikopapirer. Kommunerne har gamblet på skyhøje afkast, men gevinsten udeblev og i stedet hæfter kommunerne nu for en gæld på 4 milliarder kroner skriver den norske erhvervsportal e24.no.

Nu til morgen forhandler kommunene med mæglerselskapet Terra om at komme ud af det uheldige investerings-eventyr.

- Terra er kommet med flere forslag, som kommunerne nu skal diskutere med dem. Vores advokater skal se på det sammen, siger Kjell-Idar Juvik til E24.

Han er talsmand for Hemnes kommune, som er en af de fire kommuner, der købte de sofistikerede og risikable investeringsprodukter.

De fire kommuner er Hemnes, Narvik, Rana og Hatfjelldal. Kommunerne overvejer nu at treække sig ud, selvom det vil medføre tab.

I værste fald sidder de fire kommuner tilbage med en regning på 900 millioner kroner efter investeringsfiaskoen, skriver norske Dagens Næringsliv.

De fire kommuner overvejer et sagsanlæg mod mægleren, hvis parterne ikke når til enighed i dag.

/faurby

Udgivet af: NPinvestordk