Kunder ofre for bankers bonus

Udgivet den 28-01-2009  |  kl. 08:04  |  

Hvis det lykkes din bank at overtale dig til at sætte penge i en særlig risikabel investering, så får banken en bonus for det – uden at du får besked.

Det skriver Politiken.

Banken får nemlig betaling for hver kunde, den skaffer til investeringsforeningen, som lever af at placere penge i aktier og obligationer. Og den får ekstra bonus for særlig risikable investeringer.

I kølvandet på finanskrisen og aktiemarkedets kollaps behandler Pengeinstitutankenævnet nu stribevis af klager, hvor kunden mener at have fået dårlig rådgivning. Og mange har meget at have deres klager i, siger cheføkonom Carsten Holdum fra Forbrugerrådet, der er med til at behandle sagerne.

- Banken scorer mange penge på at få kunderne til at sætte deres penge i højrisikoinvesteringer. Banken får dermed en sikker indtægt og risikerer ingenting, mens kunden risikerer at tabe i værste fald alle sine penge, siger Holdum.

Udgivet af: NPinvestordk