Ledere spilder penge på reklamer
Arbejdspladsen er fuld af gode historier, men lederne er generelt for dårlige til at få dem frem i lyset. I stedet betaler man dyre reklamebureauer for at fortælle farverige løgnehistorier om virksomheden.
Danske virksomheder har typisk ikke blik for de gode historier på arbejdspladsen. Frem for at vende blikket mod virksomheden selv betaler man dyre reklamefolk for at konstruere reklamehistorier, der måske er sjove og farverige, men som i bund og grund er utroværdige. Det mener direktør Anders Rosenlund fra Aros Kurser, der afholder kurser i at fremme medarbejdernes rolle i virksomheden.
- Der er en uheldig tendens til ikke at interessere sig for medarbejdernes erfaringer fra hverdagen. Man hælder, billedligt talt, cement i en naturlig kilde til en række af gode historier, som kan bruges til at brande virksomheden udadtil såvel som indadtil, siger han.
Kommunikationsarbejderne har løbende brug for nye historier, der kan brande virksomheden. Og de virkelige historier fra virksomhedens dagligdag giver brandingen en ægthed og troværdighed, man ikke får ved opfundne historier.
- Det er ikke en katastrofe at finde på historier om virksomheden. Det kan sagtens mangedoble virksomhedens omsætning, hvis historien er tiltalende nok. Men man giver afkald på ægtheden - både over for kunderne og de ansatte, siger Anders Rosenlund.