Legos salg satte rekord i 2019

Udgivet den 04-03-2020  |  kl. 09:30  |  

Legos salg nåede et nyt højdepunkt i 2019, hvor salget voksede med seks procent og endte på 38,5 milliarder kroner.

Det viser Legos årsregnskab, der er offentliggjort onsdag.

Lego-direktør Niels B. Christiansen siger i en kommentar til regnskabet, at Lego har vundet markedsandele på alle sine store markeder gennem året.

Lego har i årets løb åbnet 150 nye butikker - langt de fleste i Kina. Legetøjskoncernen har nu samlet 570 butikker på verdensplan.

Samtidig bliver der solgt flere klodser på nettet. E-handlen steg med 27 procent sidste år.

I forbindelse med regnskabet sadler Lego lidt om i bestyrelsen. Jørgen Vig Knudstorp, der i en årrække var direktør for Lego, stopper som formand, men bliver i bestyrelsen.

I stedet er Thomas Kirk Kristiansen, der er en del af ejerfamilien, udpeget som ny formand. Han har indtil nu været næstformand.

/ritzau/

Redaktion

Relaterede nyheder