Lene Espersen åbner for statsstøtte til rederier

Udgivet den 14-08-2009  |  kl. 06:49  |  

Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) er klar til at kigge på om der kan gøres mere for de danske rederier, og åbner op for dansk statsstøtte til rederierne.

Det fremgår af Berlingske Business.

De danske rederier er hårdt presset af den lavere efterspørgsel, og i modsætning til mange af de udenlandske rederier modtager danske rederier ikke statsstøtte.

Det kan der dog formegentlig snart blive lavet om på, efter at Lindøværftet skal lukkes og flere store danske rederier kommer ud med store nedjusteringer.

- Et af de områder, som vi følger med en vis bekymring er hele skibsfartindustrien. Vi har oplevet at Lindøværftet lukker, og vi kan se, at den verdensomspændende tendens er, at landene begynder at give statsstøtte for at kunne opretholde erhvervet indenfor egne grænser. Rederiforeningen har tilkendegivet, at de meget gerne vil vende tilbage på et senere tidspunkt, ikke mindst fordi der er en masse nye skibe, som skal bygges, og der er det meget svært at finde finansiering til dem på nuværende tidspunkt, siger Lene Espersen til Berlingske Business.

 

Udgivet af: NPinvestordk