Lundbeck: Cipralex bedre end Paxil til behandling af socialfobi

Udgivet den 10-04-2003  |  kl. 12:07  |  

Nye kliniske data, der er blevet offentliggjort i dag, bekræfter, at Cipralex (escitalopram) er væsentligt bedre end placebo til behandling af socialfobi. Efter 24 uger viste Cipralex også en signifikant bedre effekt end Paxil (paroxetin) i behandlingen af socialfobi, oplyste Lundbeck torsdag.

Sammenlignet med placebo viste Cipralex endvidere bedre resultater som profylaktisk behandling, og det blev påvist, at stoffet er yderst veltoleret i behandlingen af socialfobi.

Undersøgelsen, der i dag fremvises ved 44th Meeting of the Scandinavian College of Neuro-Psychopharmacology (SCNP), påviste, at behandling med Cipralex (5 og 10 mg/dag) frembragte en signifikant bedre effekt end placebo og en sammenlignelig virkning i forhold til Paxil (20 mg/dag).

Ydermere viste Cipralex (20 mg/dag) signifikant bedre effekt end Paxil (20 mg/dag ) (p=0,008) efter 24 uger. Cipralex viste sig endvidere at være yderst veltolereret, og der var færre patienter, der afbrød behandlingen, end ved Paxil og placebo. Der var et signifikant lavere antal patienter med ophørssymptomer for alle doseringer med Cipralex end for Paxil.

- Tidligere offentliggjorte forsøg har vist, at Cipralex er et potent og effektivt nyt depressionsmiddel, som tolereres særdeles godt. Det er derfor glædeligt, at Cipralex sammenlignet med Paxil også er yderst effektivt til behandling af socialfobi, siger Lundbecks koncerndirektør Dr. Claus Bræstrup.

Når Lundbeck er så ivrige efter at fremhæve styrkerne ved Cipralex skyldes det, at Cipralex er udset til at være selskabets nye block-buster, efter at patentet på de gamle lykkepiller er løbet ud.

Udgivet af: NPinvestordk