Lundbeck falder yderligere fem pct
Aktier i medicinalkoncernen H. Lundbeck er tirsdag efter åbningen faldet yderligere fem pct. ovenpå det 21 pct. store kursdyk mandag.
Kl. 9:40 var Lundbeck faldet til kurs 186, en nedgang på ni kr. eller 4,6 pct.
Kursfaldet er igangsat af en meddelelse mandag eftermiddag om, at Lundbeck må udskyde lanceringen af Cipralex i Europa med et halvt år, til 1. halvår 2002. Tidligere ventede man en lancering i 2. halvår 2002. Udskydelsen skyldes, at de svenske sundhedsmyndigheder savner yderligere data, før de kan give en godkendelse af efterfølgeren til succesproduktet Cipramil.
En aktieanalytiker siger, at selskabet har forvænt investorerne med positive meddelelser, og så bliver skuffelsen dobbelt så stor, når man to gange i træk må skuffe markedet.
Samtidig beskylder professor Rolf Håkanson fra Lunds Universitet Lundbeck for at pynte på forskningsresultaterne fra Cipralex for at kunne stå stærkere i markedsføringen, ifølge Jyllands-Posten Erhverv.