Lundbeck/CEO: Venter at levere på floor guidance også i 2013
Lundbeck venter også i 2013 at kunne levere på sine minimumsforventninger til indtjening og omsætning.
- Vi lagde i 2010 en floor guidance-plan for indtjeningen i 2012-14. Nu leverer i 2012, og senere vil vi så komme med en præcis guidance for 2013. Men der, hvor vi er nu, så regner vi også med at levere på floor guidance i 2013, siger administrerende direktør i Lundbeck, Ulf Wiinberg, til Ritzau Finans.
Lundbecks regnskab for andet kvartal vidnede om stort pres fra sundhedsreformer i Europa og levede hverken op til analytikernes forventninger til omsætning eller indtjening. Den svage salgsudvikling for selskabets vigtigste lægemidler i Europa er samtidig egnet til at så tvivl om Lundbecks langsigtede målsætning for 2013, vurderer analytiker i Alm. Brand Markets, Michael Friis Jørgensen.
- Vi er fra konkurrenterne godt bekendt med presset fra sundhedsreformer, men nu bliver det virkelig flaget i Lundbecks regnskab, og derfor kan man godt blive bekymret for, om de kan nå "floor guidance" for 2013, vurderer Michael Friis Jørgensen.
Han regner med, at Lundbeck når sit mål, men forudser, at det kan blive et tema i markedet. Lundbeck har stillet et driftsresultat på mindst 2 mia. kr. i udsigt for 2013 og 2014. Omsætningen guides at lande på mindst 14 mia. kr.
/ritzau/FINANS
Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk