Lundbecks Lexapro lige så effektiv mod angst som Paxil
Lundbecks antidepressiv Cipralex, der i USA sælges under navnet Lexapro, er lige så effektiv som GlaxoSmithKline's antidepressiv Paxil til anvendelse mod angst (GAD).
Det oplyste Lundbecks amerikanske samarbejdspartner Forest Laboratories på SG Cowens 24. årlige health care konference i Boston, der forløb 8.-11. marts. Undersøgelsen er også blevet præsenteret på årsmødet i Anxiety Disorders Association of America (ADAA) i Miami.
Tre gange så mange patienter på Paxil måtte trække sig fra undersøgelsen pga. bivirkninger som patienter på Lexapro. Desuden oplevede over dobbelt så mange af Paxil-brugerne vægtforøgelse.
På SG Cowens health care konference i Boston kom der imidlertid også positive ting frem omkring salget af Lundbecks antidepressiver i USA. Forest Labs' direktør Howard Solomon fortalte bl.a., at salget af Lexapro er stærkt stigende.
Den seneste markedsandel lyder på 20,7 pct. for Lexapro og 6,5 pct. for forgængeren Celexa. Det betyder ifølge direktøren, at overgangen til det nye antidepressiv Lexapro går hurtigere end forventet.
Af Jean M. Dühring, jean@netposten.dk