Mærsk ser volumenvækst på op til 7 pct. næste år - USA trækker op

Udgivet den 12-12-2024  |  kl. 09:07  |  
Arkiv: Foto

Mærsk venter en vækst i de globale containermængder på op til 7 pct. næste år, hvor særligt stærk efterspørgsel i USA vil trække op.

Det fortæller Charles van der Steene, der er direktør for Mærsks nordamerikanske forretning, til nyhedsbureauet Reuters.

- Vi forudser et sted mellem 5 pct. og 7 pct. samlet set. Og på det her stadie er der ikke noget, der antyder, at det ikke bliver tilfældet, siger han i forbindelse med Reuters' Next-konference.

Ud over en stærk og modstandsdygtig efterspørgsel fra amerikanske selskaber peger direktøren også på fortsatte angreb på handelsskibe i Det Røde Hav som kilder til ekstra efterspørgsel.

Lige nu peger National Retail Federation i USA ifølge Reuters på, at mængden af varer ind i USA vil sætte rekord i november og december.

Men en del af forklaringen på det stærke marked kan også være, at markedet forbereder sig på mulige toldsatser fra den kommende præsident, Donald Trump, og potentielle strejker blandt havnearbejdere i starten af næste år.

Det er dog også i sin tur noget, der kan være med til at øge fragtraterne og dermed indtjeningen for Mærsk.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder