Aktier/tendens: ECB kan sætte spotlys på rentefølsomme aktier
De rentefølsomme aktier kan blive torsdagens vindere, hvis ECB-topchef Christine Lagarde står klar med en tidlig julegave.
Torsdag eftermiddag ventes Den Europæiske Centralbank, ECB, at sænke renten for fjerde gang i år. Forventningerne i markedet er en nedsættelse på 25 basispoint til 3,00 pct.
Hvis ECB overrasker med en stor rentenedsættelse på 50 basispoint, vil det ifølge Sydbanks seniorøkonom Mathias Dollerup sende renterne ned.
Det er dog ikke basisscenariet, men hos både Sydbank og Jyske Bank ventes en mindre rentenedsættelse at blive pakke blødt ind med signaler om, at der er flere nedsættelser på vej, hvilket også kan sende renterne nedad.
Det kan understøtte normalt rentefølsomme aktier såsom Ørsted og GN, der begge slæber rundt på tunge gældsposter.
Ørsted tabte onsdag 2,1 pct. til 353 kr., mens GN faldt 0,4 pct. til 136,65 kr.
I et scenarie med faldende renter kan bankerne modsat opleve modvind, da lavere renter vil udhule rentemarginalen.
Onsdagens amerikanske inflationsrapport gav i store træk den amerikanske centralbank grønt lys til at sænke renten i næste uge, hvilket blev godt modtaget på aktiemarkederne.
Især de rentefølsomme amerikanske teknologiaktier blev handlet op, hvor Nasdaq-indekset lukkede i rekord med et plus på 1,8 pct.
Herhjemme var begejstringen mere afmålt, og C25-indekset sluttede med et fald på 0,1 pct. i 1858,19.
En spids lavere end det niveau, kan blive realiteten, når markedet åbner klokken 9, hvis DAX-futuren bruges som pejlemærke, da den ligger med et fald på 0,2 pct.
ROCKWOOL FÅR SOLIDT KURSMÅLSLØFT AF GOLDMAN
Rockwool har fået løftet sit kursmål hos den amerikanske storbank Goldman Sachs til 2790 kr. fra 2049 kr.
Anbefalingen fastholdes dog på "neutral".
Det nye kursmål indikerer et potentiale på 7,6 pct. i forhold til onsdagens lukkekurs i 2592 kr., der kom i kølvandet af et fald på 0,2 pct. på dagen.
I vindmøllesektoren kunne Vestas onsdag se en auktion over landvindprojekter i Tyskland tiltrække sig rekordstor interesse.
Auktionen var over projekter med en samlet kapacitet på 4,1 gigawatt (GW), og ifølge de tyske myndigheder blev der indsendt næsten lige så mange bud som ved alle udbudsrunder i 2023 til sammen, skriver branchemediet Recharge News.
Vindmølleaktien faldt onsdag med 2,5 pct. til 98,28 kr. efter en dyster prognose fra den amerikanske rival GE Vernova.
A.P. Møller - Mærsks B-aktie faldt onsdag med 1,3 pct. til 11.915 kr., men der kan måske være lidt medvind at spore, hvis der pejles efter udviklingen i Asien, hvor de fleste konkurrenter og branchefæller inden for containertransport er i god gænge.
Det sker forud for torsdagens rateopgørelse fra World Container Index (WCI), der opgøres af konsulenthuset Drewry, samt fredagens SCFI-ratetal.
Blandt sidepapirerne har Silkeborg IF, der onsdag lukkede uændret i 40 kr., ved en ekstraordinær generalforsamling onsdag godkendt salget af 80 pct. af aktierne i fodboldklubben til Trivela Group.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›