Mærsk/CFO: Vi skal levere på nye mål før vi kan sætte højere

Udgivet den 12-05-2021  |  kl. 14:59  |  
Foto: Carlsberg

De nye målsætninger fra A.P. Møller-Mærsk, som selskabet offentliggjorde på sin kapitalmarkedsdag tirsdag, er ambitiøse og ikke mindst realistiske.

Det er meldingen fra finansdirektør Patrick Jany på en fælles telekonference for medier onsdag.

- Når vi beskriver et mål på 10 pct. vækst i logistik om året, så er det en profit, som vi kun lige har opnået for første gang i det seneste kvartal, så er det ret ambitiøst, siger han.

- Det er tre-fem gange så meget som markedet for de næste par år, og det tror jeg ikke, at man vil finde mange andre logistikselskaber, der regner med at kunne gøre, tilføjer han.

Udover målet om 10 pct. toplinjevækst i logistikforretningen, der skal fungere som vækstmotor ved siden af rederidriften under Ocean, offentliggjorde Mærsk et mål om at levere en EBIT-margin på 6 pct. hvert år fremover.

- Det er også noget, som vi føler os meget sikre på, at vi kan nå. Det er ambitiøst, fordi vi skal levere på det, siger han.

- Vi er nødt til at levere på det, før vi kan sætte højere mål, tilføjer han.

Mærsk offentliggjorde i samme ombæring en forventning om, at rederiet kan levere et afkast på den investerede kapital på over 12 pct. i gennemsnit over de næste år frem til 2025, mens det skal være 7,5 pct. herefter. Det er et godt stykke over det afkast, selskabet traditionelt har leveret.

Fra 2016 til 2019 lå afkastet i gennemsnit på 2,3 pct. om året.

Omvendt har ekstraordinære markedsvilkår over de næste 12 måneder betydet, at Mærsk set over den periode har leveret et afkast på den investerede kapital på 15,7 pct.

Målsætningen har da også fået flere analytikere til at sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt afkastmålet fra det store transportselskab er ambitiøst nok.

Overfor mediet Finans betegner flere analytikere målsætningen som forsigtig og meget "elastisk". De peger på, at Mærsk forsøger at holde sig på den sikre side.

- Hvis det er noget, er det nok lige i underkanten, siger Mikkel Emil Jensen, der er aktieanalytiker i Sydbank, til Finans.

Han forventer, at Mærsk alene i 2021 vil ramme et usædvanligt højt afkast på omkring 20 pct., og set i det lys fremstår Mærsks 2025-målsætning ifølge ham ganske konservativ.

Omvendt mener Jørgen Lian, senioranalytiker for Norges største bank- og finanskoncern DNB, at der er en vis fornuft i at være lidt tilbageholdende i relation til fremtidsudsigterne.

/ritzau/FINANS

Trine Vestergaard

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder