Mærsk/Jefferies: Resten af energidivisionen kan indbringe nye 47 mia.

Udgivet den 21-08-2017  |  kl. 11:15  |  
Arkiv: Foto

A.P. Møller-Mærsk har fået en god pris for Mærsk Olie og Gas og vil formentlig inden udgangen af 2018 kunne hente et tilsvarende beløb på de øvrige olierelaterede aktiviteter, Supply, Tankers og Drilling.

Det vurderer børshuset Jefferies i et notat.

Salget af Mærsk Olie og Gas gennemføres til en samlet værdi på 7,45 mia. dollar (47 mia. kr.) inklusive gæld, mens børshuset havde værdisat forretningen til 7,1 mia. dollar.

Jefferies hørte endda til blandt de mere optimistiske, idet konsensus ifølge børshuset havde regnet med, at olie- og gasforretningen blot ville indbringe 6,3 mia. dollar.

Mærsk vil nu arbejde videre med planerne for de resterende tre "olieforretninger", Supply, Drilling og Tankers, som Jefferies værdisætter til sammenlagt 7,5 mia. dollar, eller andre godt 47 mia. kr. Også det estimat ligger over konsensus på 6,9 mia. dollar ifølge Jefferies.

De resterende energiaktiviteter kan blive udskilt via børsnoteringer, frasalg eller joint ventures.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Research❯ 

Relaterede nyheder