Maersk Oil/Dir: Opkøb er vejen frem lige nu

Udgivet den 09-09-2015  |  kl. 10:39  |  

Det er i højere grad hen over forhandlingsbordet end i undergrunden, at Maersk Oil skal finde sine næste store væksteventyr.

For Mærsk-selskabet står 2015 og 2016 i opkøbets tegn, eller "inorganisk vækst", som direktør Jakob Thomasen kalder det på A.P. Møller-Mærsks kapitalmarkedsdag onsdag.

- Vi ser inorganisk vækst som vejen fremad. Vi tror, at vi kan anskaffe tønder til konkurrencedygtige priser og med enhedsomkostninger, der er lige så gode som eller bedre, end hvis man selv leder, siger Jakob Thomasen.

I 2015 falder Maersk Oils efterforskningsudgifter til omkring 700 mio. dollar fra 765 mia. dollar i 2014 og mere end 1,1 mia. dollar i 2013.

- Vi har ikke tænkt os at holde op med at lede selv, men vores portefølje er ret tynd lige nu, så i den overskuelige fremtid vil vi gå efter inorganisk vækst, understreger Maersk Oil-chefen.

Opkøb skal være af en "betydelig" størrelse, der gør en forskel i porteføljen, siger Jakob Thomasen, som samtidig understreger, at selskabet har god tålmodighed til at lede efter det rigtige mål.

Han og resten af ledelsen bruger især fire parametre, når de skal vælge, hvor pengene skal bruges:

* At fastholde lave omkostninger. Fremtidige felter skal også kunne holde til en lav oliepris.

* Geografisk tilpasset. Vækst i Nordsøen ligger øverste på ønskelisten, men andre, opportunistiske muligheder kan komme i spil.

* Produktionsprofil og timing. Nye projekter skal passe med det, der allerede er i folden, så Maersk Oil ikke pludselig får en travl opstartsperiode efterfulgt af lav aktivitet.

* Udnyttelse af evnerne i forretningen. Jakob Thomasen nævner især færdigheder inden for undervandsmodeller, borearbejde og arbejdet med at udvikle og modne felter som spidskompetencer i Maersk Oil.

/ritzau/FINANS

Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  Director❯