Mandagens aviser med Lundbeck, Nordea og Pandora
BØRSEN
VIRKSOMHEDSSALG PÅ VEJ MOD REKORDÅR
Markedet for virksomhedshandler er brandvarmt, og ifølge flere corporate finance-huse får de meget travlt resten af året. Senest er Fredericia-firmaet Union Engineering sat til salg. (Forside, side 6-7)
ATP SCORER ET MILLIARDBELØB PÅ LUKRATIVT LÅN TIL NETS
ATP har tjent over 1 mia. kr. på et lån til betalingskoncernen Nets. Investeringen i børskandidaten, der blandt andet står bag dankort, Betalingsservice og NemID og som formodentlig bliver børsnoteret i løbet af efteråret, bliver fantastisk, ifølge ATP-topchef Carsten Stendevad. (Side 8)
ØGET SALG AF DYRERE PRODUKTER FORBEDRER ARLAS BUNDLINJE
Væksten i salget af mærkevarer hos mejerigiganten Arla er fordoblet i år. Eksporten ud af Europa og stort spareprogram medvirker til fordoblet Arlas resultat på 244 mio. kr. (Side 9)
SMYKKESELSKABER FIK EN PÅ SKRINET I 2015
Sidste år gjorde ondt på flere af landets største smykkeselskaber. Kendte mærker som Pilgrim og Kranz & Ziegler blev på målstregen reddet fra at lukke og måtte starte helt forfra, mens flere andre som Troldekugler, Shamballa og Julie Sandlau havde nedgang. For mange laver det samme, lyder det fra Deloitte, som følger branchen tæt. (Side 10)
RENTOKIL SATSER PÅ ROTTER I NY OFFENSIV STRATEGI
Ny rottefældeteknologi og skrappere EU-krav skyder gang i opkøbsridt. Rentokil åbner for dialog med trængte virksomheder. (side 11)
BERLINGSKE BUSINESS
DIREKTØRER PROTESTERER OVER FORSVUNDET FRADRAG
Danmarks største og toneangivende virksomheder forsøger i dag med et opråb til to ministre og Folketingets Skatteudvalg at forsvare retten til at fratrække lønudgifter i forbindelse med opkøb og fusioner. Hvis Skats administrative ændring står ved magt, frygter topdirektørerne, at de må flytte job til udlandet, og at de i det hele taget ikke kan regne med rammebetingelserne i Danmark. (Forside, side 3)
NYKREDIT VIL HAVE TILLADELSE TIL NYE PRISSTIGNINGER
Nykredit er ifølge Berlingske Business' oplysninger i dialog med konkurrencemyndighederne om ekstraordinært at få lov til at hæve bidragssatsen for privatkunderne i Nykredit. Den eksisterende aftale udløber snart. (Side 6)
LUNDBECKS PRODUKTFORNYELSE ER FORAN TIDSPLANEN
Medicinalselskabet Lundbeck viser imponerende salgsvækst for sine nye produkter i USA. Interessante udviklingsprojekter er inde i slutfasen, og her er samarbejdet med japanske Otsuka vigtigt. 2017 bliver også præget af produktudskiftninger. (Side 13)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
NETS HAR TABT 377 MIO. KR. PÅ AT DRIVE NEMID
Det har kostet Nets, som blandt andet står for PBS og Dankortet, dyrt at forsøge at opdyrke nye forretningsområder. Foreløbig har retten til at være eneleverandør af NemID til staten og bankerne givet selskabet et tab på 377 mio. kr. Trods tabet er Nets, som ejes af to amerikanske kapitalfonde samt ATP, dog en god forretning, som står til at kaste en tocifret milliardgevinst af sig, når det snart sendes på børsen. (Forsiden, side 4-5)
PENSIONSSELSKABER VARMER OP TIL REFORM
En kommende pensionsreform kan tvinge over 700.000 danskere til at spare op til deres pension. Det får pensionsselskaberne til at slikke sig sultent om munden, vurderer en pensionsekspert. (Side 7)
KAPITALFORVALTER HOLDER STADIG NORDEA UNDER OPSYN
Nykredit Asset Management afventer myndighedernes udmelding i sagen om de såkaldte Panama Papers, inden man slipper det tætte opsyn med sin investering i Nordea. (Side 9)
DANSKE INVESTORER I SØGSMÅL MOD VOLKSWAGEN
Nordea Invest, PFA Pension og Dansk Aktionærforening har tilsluttet sig et gruppesøgsmål mod den skandaleramte bilproducent Volkswagen. (side 9)
BONUSKULTUREN VOKSER HOS BØRSENS TUNGE DRENGE
C20-selskaberne giver mere og mere aktiebaseret løn til ledelsen. Øget brug af de såkaldte betingede aktier betyder dog samtidig, at billedet af hvordan og hvor meget er mudret godt og grundigt til, lyder det fra en ekspert. (Side 10-11)
PENSIONSKASSE INDTAGER FLERE JAGTMARKEDER MED KAPITALFONDE
I jagten på bedre afkast vil Sampension foretage flere af de såkaldte co-investeringer sammen med kapitalfonde, fortæller investeringsdirektør. (Side 11)
PANDORAS GULDÆG OG VÆKSTDRIVER GÅR TILBAGE
Pandora har hvert år siden 2012 oplevet en tocifret omsætningsvækst. Charms udgjorde i 1. halvår 2016 62 pct. af den samlede omsætning, men gik tilbage på kernemarkederne. Smykkevirksomheden arbejder fortsat på at udvide sit produktsortiment, således at selskabet i fremtiden står på flere ben. (Side 13)
/ritzau/FINANS
Tags: newspaper❯