Mandagens aviser med SAS, Parken og Jyske Bank

Udgivet den 10-08-2020  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

SAS ADVARER INVESTORER OM KONKURSRISIKO

25. august skal SAS' redningsplan være på plads, men trods nye og forbedrede vilkår for de nuværende investorer er SAS langt fra at have den fornødne opbakning til planen. SAS advarer nu om, at obligationsejerne ved en konkurs sandsynligvis vil miste alt. (Forside, side 8-9)

IVÆRKSÆTTER REJSER 80 MIO. KR. FRA INVESTORKREDS

Med nye 80 mio. kr. i bagagen kan virksomheden Room udvide produktporteføljen og skabe mere interiør til kontorlandskaber. (Side 8)

TANKVOGNSFIRMA I DYR BÆREDYGTIG OMSTILLING

Tankvognsproducenten HMK Bilcon gik næsten i minus efter grøn omstilling, men direktør tvivler ikke på, at det betaler sig. (Side 12)

PARKEN-FORMAND BEDER OM MERE HJÆLP

PS&E venter underskud på op til 200 mio. kr. Det er afgørende, at hjælpepakkerne forlænges, lyder det fra formanden. (Side 13)

VENT MED MEDICINALAKTIERNE, TIL DET AMERIKANSKE VALG ER OVERSTÅET

Aktier i medicin og medicinaludstyr kan komme under beskydning i amerikansk valgkamp. Strateger råber vagt i gevær. (Side 18-19)

BERLINGSKE BUSINESS

TOPØKONOM ADVARER MOD NYE HELIKOPTERPENGE

Forskningsdirektør Torben Tranæs mener, at en af de vigtigste lektioner af coronakrisen er, at vi har lært at lægge snævre egeninteresser på hylden. Men der lyder også en klar advarsel til politikerne mod at uddele penge til mennesker og virksomheder, der ikke har lidt et tab. (Forside, side 4-5)

HJÆLPEPAKKERNE UDLØBER SNART - MEN DER ER STADIG HJÆLP AT HENTE

Genåbningens fase fire hænger i en tynd tråd, men der er stadig hjælp at hente for virksomheder, der er ramt af coronakrisen. (Side 9)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

PENSIONSOPSPARERE KAN HØSTE MILLIONGEVINSTER

De 2,7 mio. danskere, der sparer op i landets store pensionskasser, kan årligt hente en gevinst på over 300 mio. kr., hvis alle pensionskasser bliver administreret lige så billigt som den mest effektive, viser beregninger. (Forside, side 6-7)

NY FRIHANDELSAFTALE FÅR DANSK ERHVERVSLIV TIL AT SE MOD VIETNAM

En ny frihandelsaftale mellem EU og Vietnam har gjort det sydøstasiatiske land ekstra interessant for danske virksomheder og kan sågar få dem til at vælge landet frem for Kina. (Side 4)

MANGELFULDE KONTRAKTER I OMSTRIDT NANOSELSKAB VÆKKER UNDREN

Eksperter undrer sig over, at nogen vil være skødesløse nok til at skrive under på de kontrakter, som ligger til grund for en stor del af det omstridte nanoselskab Act.Globals indtjening. (Side 8-9)

NY INVESTERINGSPLATFORM VIL GØRE DET LETTERE AT INVESTERE SPAREPENGENE GRØNT

PFA har på kort tid fået knap 500 mio. kr. ind i sin nye klimapension. Nu vil en ny investeringsplatform hjælpe danskerne til også at investere deres frie opsparing mere grønt. (Side 10-11)

CORONAKRISE: SANDHEDENS TIME NÆRMER SIG FOR JYSKE BANK

Samfundsøkonomien har på en række områder udviklet sig langt bedre, end man frygtede, da coronakrisen brød ud. Dermed kan Jyske Bank måske tilbageføre nedskrivninger på udlån. Men udløbet af hjælpepakkerne her i august kan ændre billedet. (Side 12-13)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer