Mandagens danske avisuddrag med Mærsk, Ørsted og Amazon
BØRSEN
STORINVESTORER ØNSKER NY STRATEGI FOR MÆRSK
Blandt de største investorer er der skepsis over for Mærsks nye strategiske retning. Der er tvivl om, hvorvidt Mærsk overhovedet kan levere på den. (Forside, side 6-7)
OMINTO KØBTE FIRMA FOR VILDT DYRT BELØB: NU ER DE ANSATTE FYRET
Billund-firmaet Lani Pixels, som Ominto købte for 18 måneder siden i en handel til en værdi af 175 mio. kr., er lukket ned, fortæller stifteren. (Side 8)
CIP-UDBRYDERNES USA-SEJR BRINGER KOMMENDE ØRSTED-BUD I FARE
Ørsted mister retten til at udnytte et betinget bud i næste budrunde i USA. CIP har derimod et bud parat, der skal bygge oven på den første sejr. (Side 9)
TOPCHEF STOPPER I TEMA OG EFTERLADER STOR ORDREBOG
Jens Maaløe forlader dansk forsvarsindustris største aktør efter 16 års uafbrudt kamp om ordrer til milliardprojektet med nye danske jagerfly. (Side 10)
BAGMANDSPOLITIET TILBYDER ESTLAND HJÆLP I DANSKE BANKS HVIDVASKSAG
Bagmandspolitiet står klar til at hjælpe myndighederne i Estland med deres undersøgelser af hvidvasksagerne, ifølge justitsminister Søren Pape Poulsen. (Side 11)
ALTOR-BOSS TAV OM OW BUNKERS PROBLEMBARN
Kapitalfonden Altors mand i OW Bunkers bestyrelse, Petter Samlin, fortalte ifølge formanden ikke, at store kreditrenter kom fra en enkelt kunde i Singapore. (Side 12-13)
FRANK JENSEN SÆTTER MERE SKUB PÅ METRO TIL MALMØ
Med nye tal og et partnerskab af erhvervsfolk og en tidligere minister håber København og Malmø at få et fælles metroprojekt sat på skinner. (Side 18)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
ELSELSKABER BEGYNDER AT GRAVE OVERSKUD UD AF FIBERNETTET
Elselskabernes blodrøde tal på fibernettet begynder at vende til små plusser efter stor kundevækst i 2017. Elselskaberne håber, at en åbning af fibernettet vil puste endnu mere til væksten. (Forside, side 6-7)
DANSK FODBOLDFIRMA ER GÅET KONKURS
Det danske fodboldfirma Munin Sports har solgt produkter til Real Madrid og Manchester United. Flere kendte fra fodboldverdenen var involveret i virksomheden, som nu er gået konkurs. (Side 3)
FLERE DANSKERE KØBER DERES MAD PÅ NETTET
Onlinesupermarkedet Nemlig.com melder om hastig vækst de første fire måneder af 2018. (Side 4)
BLODRØDE FINANSMARKEDER I VÆKSTLANDE BEKYMRER STORBANKER
Selv om aktier i mange vækstlande er blevet meget billigere efter de seneste ugers konstante fald, så er det ifølge flere storbanker slet ikke tidspunktet at købe op. (Side 8-9)
AKTIONÆRFORENING VIL HAVE MERE ÅBENHED OM SPEKULATION MOD DANSKE AKTIER
Hedgefonde, der spekulerer imod danske aktier, bør sidestilles med eksempelvis tobaksaktier i danske pensionskasser, mener aktionærforbund. Men Finanstilsynet er positiv over for fænomenet - og pensionsselskaberne selv er delt. (Side 10-11)
BERLINGSKE BUSINESS
HAN SPEJDER EFTER NOGET AT HÆLDE SIEMENS-MILLIONER I
Den tyske konglomerat Siemens sender nu sit ventureselskab ind i Norden, hvor det vil investere i og udvikle nye iværksættere. Det sker samtidig med, at flere af verdens største selskaber forsøger at finde måder, hvorpå de kan få del i den udvikling og innovationskraft, der findes i de bedste opstartsvirksomheder. (Forside, side 6-7)
FINANSAKTIER FÅR EN GYLDEN HÅNDSRÆKNING FRA TRUMP
USA's præsident, Donald Trump, gør nu for alvor op med strengere regulering i den amerikanske finanssektor, som blev indført af forgængeren Barack Obama. Dereguleringen er opløftende for finanssektoren, vurderer analytikere, mens professor i finansiering frygter, at læren fra finanskrisen allerede er gået i glemmebogen. (Forside, side 5)
DEN LILLE KAFFEMAND SER AMAZON SOM GENVEJEN TIL AT VOKSE SIG STOR
Danske Real Coffee har oplevet stor vækst, efter at det begyndte at sælge sine økologiske kaffekapsler på britisk Amazon. Så markant er det, at Amazon nu vil købe Real Coffees produkter og selv sælge dem direkte. (Side 4)
STIGENDE OLIEPRIS KOSTER BØRNEFAMILIER 3000 KR. OM ÅRET
Olieprisen er over det seneste år steget til det højeste niveau siden november 2014. Det koster de danske husstande dyrt. For en gennemsnitlig børnefamilie er den årlige ekstraregning på omkring 3000 kr., lyder vurderingen fra cheføkonom. (Side 8)
180 SPISESTEDER SÆTTER STØRRE ANSVARLIGHED PÅ MENUKORTET
Gorm's, MASH, Madklubben, Sticks'n'Sushi og ti andre restaurantkæder vil med initiativet Restauratørernes Garantiordning sætte økonomisk, socialt og ikke mindst miljømæssigt ansvar højt på dagsordenen. (Side 9)
/ritzau/FINANS
Tags: newspaper❯