Mandagens internationale avisuddrag med Shell og Ikea
FINANCIAL TIMES ( WWW.FT.COM ):
NYT LYNVALG KAN VÆRE PÅ VEJ I GRÆKENLAND
Meget tyder på, at den græske premierminisTer, Alexis Tsipras, gør klar til endnu et hurtigt parlamentsvalg, efter at han fredag blandede ministerkortene i det venstreorienterede Syriza-parti. Nu har Tsipras samlet et ministerhold, der bakker op om de økonomiske reformer, kreditorerne kræver indført, og det kan sende grækerne til stemmeurnerne allerede i september eller oktober. (GREEK RESHUFFLE HINTS AT AUTUMN ELECTION)
GRÆKENLAND: MARITIM INDUSTRI FRYGTER AT SKULLE STRAFFES FOR SIN SUCCES
Grækenlands maritime industri har formået at holde sig oven vande gennem de seneste seks års økonomiske turbulens. Og shipping, som udgør 7,5 pct. af landets samlede BNP, kan som følge af sin store succes være mål for skattestigninger i de kommende reformplaner, som den græske regering skal føre ud i livet. (GREEK MARITIME INDUSTRY FEARS BEING PUNISHED FOR ITS SUCCES)
ANTALLET AF YOUTUBE-REKLAMER EKSPLODERER
Antallet af reklamer på videositet Youtube er det seneste år steget mere end 40 pct. I samme periode har der været en stigning i den tid, folk bruger på at se Youtube-videoer, med hele 60 pct. (YOUTUBE ADVERTISERS INCREASE 40% IN YEAR)
SHELL-CHEF SPÅR STORE SYNERGIEFFEKTER VED BG-OPKØB
Royal Dutsch Shell venter nu en større gevinst ved den forestående overtagelse af konkurrenten BG Group end tidligere estimeret. Ikke desto mindre er investorerne er skeptiske og har sendt aktiekursen ned med 13 pct., siden købsplanerne blev annonceret. (SHELL SAYS BG DEAL WILL PRODUCE 'BILLIONS' IN SAVINGS)
WALL STREET JOURNAL ( WWW.WSJ.COM ):
USA VIL STYRKE BÅNDENE TIL IRAN-SKEPTISKE LANDE
En række mellemøstlige lande er bekymrede over udsigterne til en iransk atomaftale. Derfor har Obama-administrationen nu sendt en række embedsmænd på turné til blandt andet Israel, hvor der angiveligt foreligger et tilbud om at øge amerikansk militærhjælp for 3 mia. dollar. (U.S. SEEKS TO ALLAY CONCERNS OF ALLIES ON IRAN NUCLEAR DEAL)
SYNGENTA-AKTIONÆRER VREDE OVER AFSLAG AF GIGANTISK KØBSTILBUD
Ledelsen i den schweiziske kemikalieproducent Syngenta planlægger nu en række møder med sine aktionærer efter at have afslået et købstilbud fra industrigiganten på 45 mia. dollar. En stor aktionærgruppe er utilfreds med afslaget og vil have ledelsen tilbage til forhandlingsbordet. (SYNGENTA'S REFUSAL TO NEGOTIATE WITH MONSANTO IRKS SHAREHOLDERS)
GULDPRISEN FALDER TIL LAVESTE NIVEAU I FEM ÅR
Guldprisen falder mandag morgen 2,3 pct. til 1108,52 dollar per troy ounce, hvilket er det laveste niveau i mere end fem år. Det sker efter et større aktiefald på de kinesiske børser tidligt mandag morgen og overraskende positive nøgletal fra USA fredag, der peger på, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vil hæve renten i år. (GOLD TUMBLES TO MORE THAN FIVE-YEAR LOW, CHINA SHARES FALL)
THE GUARDIAN ( WWW.GUARDIAN.CO.UK ):
IKEA VIL INDFØRE "LEVELØN" I STORBRITANNIEN
Den svenske møbelgigant Ikea er den første internationale detailhandel, der vil indføre "leveløn" til sine britiske ansatte. Det betyder, at alle Ikea-ansatte i London er sikret en minimumsløn på 9,15 pund, og for resten af Storbritannien er beløbet 7,85 pund. Det vil medføre en lønstigning for 4500 britiske ansatte, som nu er sikret det mindste beløb, der skal til for at opretholde en vis levestandard. (IKEA ADOPTS THE LIVING WAGE FOR UK STAFF)
THE DAILY TELEGRAPH (WWW.TELEGRAPH.CO.UK):
RÅVARE-KRISE KAN GØRE AUSTRALIEN TIL DET NYE GRÆKENLAND
Australien har i mange år nydt godt af høje råvarepriser, men det store prisfald, stigende gæld og afmatning i kinesisk efterspørgsel truer den australske økonomi, og ifølge en anerkendt australsk økonom har landet kurs mod at blive "det nye Grækenland" (COMMODITIES CRASH COULD TURN AUSTRALIA INTO A NEW GREECE)
DAGENS NÆRINGSLIV (WWW.DN.NO):
GRÆKERNE SER FREM TIL PRISSTIGNINGER MANDAG
Mandag åbner græske banker på ny, og grækerne kan igen hæve penge for at betale for dagligvarer, der ventes at stige markant i pris. Et krav fra kreditorerne lød, at grækerne skulle sætte momssatsen op, og den stiger altså nu fra 13 til 23 pct. på blandt andet mad- og drikkevarer. (KAN TA UT PENGER TIL DYRERE OUZO)
/ritzau/FINANS