Marianne Jelved: Dansk økonomi går bedre end ventet
Dansk økonomi udvikler sig bedre end regeringen havde ventet. En lang række af de mål som regeringens økonomiske politik skulle føre til er allerede nået eller blevet mere end opfyldt. Det sagde Økonomiminister Marianne Jelved tirsdag på et pressemøde, hvor hun kommenterede regeringens økonomiske oversigt for december 1996.
- Målsætningen om balance på de offentlige budgetter i 1997 ser ud til at blive mere end indfriet, og vi forventer i 1997 et overskud på 2 mia. kr. Samtidig er ledigheden faldende, beskæftigelsen er stigende, der er overskud på betalingsbalancen og inflationen holdes nede på et niveau med vores vigtigste samhandelspartnere, sagde Marianne Jelved på pressemødet.
Samtidig viser industrien tegn på at vækstpausen er overstået og regeringen venter, at industrien i 1997 vil have en vækst på 4,25 pct. og en vækst i 1998 på 6 pct.
- Væksten i industrien skyldes primært, at gennemslaget af konkurrenceforringelsen i 1995 er ved at være overstået, eftersom både ITL og SEK igen er steget.
På mødet understregede Marianne Jelved konkurrenceevnens betydning for opretholdelsen af regeringens økonomiske linier med et overskud på såvel de offentlige budgetter som betalingsbalancen. Regeringen vil derfor gøre alt for, at de kommende overenskomstforhandlinger ikke medfører for høje lønstigninger.
- Konkurrenceevnens betydning for den økonomiske udvikling betyder, at de kommende overenskomstforhandlinger skal resultere i lønstigninger inden for de rammer, som vores samhandelspartnere har. Jeg ser dog heller ikke nogle tegn på, at de kommende overenskomsforhandlinger resulterer i store lønstigninger, da de erhverv, som i øjeblikket forhandler lønstigninger, ikke ligger langt under industriens lønninger.
- Det er dog regeringens rolle at føre overenskomstforhandlinger, men vi vil gøre alt for at påpege de konsekvenser, som overenskomstforhandlingsresultatet kan få for den danske økonomi. Det sagde Marianne Jelved, der dog ikke kunne sige hvor store lønstigninger der maksimalt skulle til, før regeringen ville foretage sig noget.
Samtidig tilbageviste Marianne Jelved, at den danske økonomi var en stagnationsøkonomi. Boliginvesteringerne er faldende mens erhvervsinvesteringerne er stigende - endog højere end erhvervsinvesteringerne i USA, hvilket taler imod en stagnationsøkonomi.
Eftersom der nu ventes et overskud på de offentlige budgetter er det dog ikke sikkert, at der kan opnås et overskud på statens budgetter.
- Det er selvfølgelig et af vores mål at få overskud på statsbudgetterne, men jeg kan endnu ikke sige hvornår dette sker, sagde Marianne Jelved.
Den positive udvikling for økonomien betyder dog ikke, at der kan ventes skattelettelser fra regeringens side.
- Vi har som primært mål at reducere gældssætningen - den indenlandske såvel som den udenlandske. Det er derfor hverken vores hensigt at hæve eller sænke skatterne. Den øgede skatteindtægt som ventes i 1997 og 1998 kommer derfor ikke som skattehævelser men udelukkende som følge af, at skattegrundlaget på grund af den øgede beskæftigelse bliver større.
Den danske inflation ligger en anelse over det generelle niveau for vores vigtigste samhandelslande. Dette er dog ifølge Marianne Jelved helt naturligt, da Danmark ligger længere ude på konjunkturbølgen end andre lande.