Martin Lykke vil være formand for DK Trends Invest
Martin Lykke Nielsen, der startede NPinvestor.dk i 1996 og stadig er aktiv i selskabet, stiller op som kandidat til posten som bestyrelsesformand i DK Trends Invest. Det sker i forbindelse med den ekstraordinære generalforsamling i selskabet den 8. februar, hvor der skal vælges ny bestyrelse.
I dag er Martin Lykke bl.a. medejer af Trends Kapitalpleje som etablerede DK Trends Invest, gennemførte børsnoteringen og som siden har været investeringsrådgiver for selskabet.
I Trends Kapitalpleje sidder det team med Lars Persson i spidsen, som rådgiver om, hvad DK Trends Invest skal investere i.
- DK Trends Invest har tabt penge, og det skal man aldrig være stolt af, men vi har under finanskrisen begrænset tabet, så vi er kommet igennem krisen uden alt for mange skrammer. Dermed har vi klaret os bedre end andre selskaber, og det er værd at bide mærke i, siger Martin Lykke.
En række investorer er utilfredse med at være aktionærer i DK Trends Invest og vil gerne ud til en højere kurs end markedskursen.
- Det ønske skal imødekommes. Der er behov for at finde løsninger og at vi ser fremad. Jeg foreslår derfor, at vi lancerer et tilbagekøbsprogram, hvor selskabet køber egne aktier, siger han.
Martin Lykke har desuden gennemgået omkostningerne i DK Trends Invest, og han mener, at de kan reduceres betydeligt. Trends Kapitalpleje har allerede reduceret sit honorar med 20 pct.
- Jeg ser klare muligheder i at sænke omkostningerne yderligere og første skridt er, at hvis jeg bliver valgt som bestyrelsesformand, så frasiger jeg mig det første år det normale honorar på 50.000 kr.
Andre almindelige omkostninger vil også blive sænket gennem forhandlinger med leverandører og øvrige rationaliseringer.
Når disse punkter er gennemført er det Martin Lykkes ambition at gennemføre en eller flere kapitaludvidelser i DK Trends Invest, så formuen kan blive større og selskabet dermed står endnu stærkere.
Ønsker du at stemme på Martin Lykke, så DK Trends Invest kan videreføre sin strategi, så kan du gøre det ved at give Trends Kapitalpleje din fuldmagt.
Du kan også hente en fuldmagt på www.trendskapitalpleje.dk og maile eller faxe til Trends Kapitalpleje. Så sørger de for at din stemme bliver registreret og går til Martin Lykke. Husk – din stemme skal være registreret senest den 3. februar kl. 16.00 hos selskabets aktiebogsfører.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1179
- næste ›