Matas-direktør jubler over godt julesalg

Udgivet den 27-02-2020  |  kl. 09:15  |  
Arkiv: Foto

Julekvartalet i Matas var det bedste i meget lang tid. Og direktøren for "de stribede", Gregers Wedell-Wedellsborg, er da også overordentlig tilfreds med den finansielle gave, som tredje kvartals 2019/20 har vist i forbindelse med regnskabets offentliggørelse torsdag morgen.

- Det var et stjernegodt julekvartal. Online voksede vi eksempelvis med 84 pct., og de fysiske butikker blev hjulpet godt af, at mere end halvdelen af kunderne online vælger at hente deres bestillinger i butikken, siger direktør til Ritzau Finans.

- Vores strategi er, at vi skal være kundernes førstevalg både online og i butikken. Og vi kunne se, at vi i julekvartalet er kommet rigtig langt der, siger Gregers Wedell-Wedellsborg.

Matas har gennem længere tid arbejdet på at give kædens image en makeover med nye butikker, ændrede priser og et nyt sortiment.

- Vi arbejder på at blive "så forskellige" som muligt i forhold til de andre. Og det, at vi vokser i julesalget, betyder, at vi vinder markedsandele, siger direktøren.

TREND GÅR MOD ONLINESALG

Et faktum er, at onlinesalget vokser. Og salget over nettet udgør nu 16,2 pct. af den samlede omsætning, hvilket næsten er en fordobling i forhold til kvartalet i 2018/19.

- Det er jo den lange trend, at salget flytter mere og mere over til nettet. Og det er klart, at vi løbende vil afpasse Matas efter det, siger topchefen.

Han lægger dog vægt på, at mere onlinesalg får flere kunder ind i butikkerne, og det øger ligeledes salget her.

- Vi skal ikke være et postkontor. Vi skal kunne rådgive kunderne, når de eksempelvis kommer og henter deres netbestilling i butikken. Og så skal det være nemt eksempelvis også at kunne bytte varer, der er bestilt over nettet måske som en gave, siger Gregers Wedell-Wedellsborg.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  CEO❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder