Matas-topchef: Væksten i de fysiske butikker er den store glædelige overraskelse
Detailkæden Matas har tirsdag løftet sine forventninger til året, og det skyldes særligt bedre salg i de fysiske butikker.
Nærmere bestemt er det væksten i de fysiske butikker i svenske Kicks, som Matas købte i 2023, der har overrasket positivt i det forgangne kvartal.
Det fortæller Gregers Wedell-Wedellsborg, administrerende direktør i Matas, til MarketWire i forbindelse med en handelsopdatering for tredje kvartal af kædens skæve regnskabsår.
- Vi synes, at den helt store glædelige overraskelse i resultaterne er, at de fysiske Kicks-butikker vokser så meget, siger den administrerende direktør.
Kicks, som har butikker i Sverige, Norge og Finland, voksede i tredje kvartal med 14,2 pct. i omsætningen.
Det er vel at mærke, hvis man ser bort fra hudplejeshoppen Skincity, som er på vej til at blive en del af Kicks. Medregnes Skincity lød væksten på 7,3 pct.
Alene i de fysiske Kicks-butikker var fremgangen på 10,3 pct., og det vidner om, at kunderne foretrækker en blanding af den fysiske handel og den nemme onlinehandel, konstaterer Gregers Wedell-Wedellsborg.
- Hvis man går fem år tilbage, blev der sat spørgsmålstegn ved, hvad fremtiden mon var for fysiske butikker. De seneste år har så vist, at kunderne gerne vil have en kombination af fysisk og online, hvor man kan få rådgivning og opleve produkterne. Og så selvfølgelig samtidig have adgang til den nemme nethandel med kæmpe sortiment og hurtig levering, lyder konklusionen.
Samtidig endte væksten i Matas på 7,9 pct., hvoraf 2,9 pct. var i de fysiske butikker. Selv om fremgangen ikke er lige så markant som i Kicks, er der fortsat tale om et tilfredsstillende kvartal for Matas, mener topchefen.
- Væksten i Matas-butikkerne er vi også glade for. Jeg vil sige, at vi er positivt overraskede over væksten i Kicks, og vi er tilfredse med væksten i Matas, lyder det.
MANGE HAR ØNSKET SIG SKØNHED TIL JUL
Den samlede omsætning landede 7,7 pct. højere på 2694 mio. kr. fra samme periode sidste år, og det vidner om en vellykket juleperiode for detailkæden.
- Det er et kvartal, vi glæder os over, fordi der altid er rigtig meget på spil i julehandlen. Vi har set, at der er mange kunder i hele Norden, som har haft skønhed på ønskelisten. Så det er et marked i vækst med stor interesse og engagement, fortæller Gregers Wedell-Wedellsborg.
Juleperioden blev hjulpet godt på vej af "black week", som flød sammen med det vigtige julesalg, fortæller han videre.
- Det var en usædvanlig stor black week i år. Julehandlen kom tidligt, og der var mange, der brugte black week, som samtidig lå sent, til at købe ind til gaver, siger Gregers Wedell-Wedellsborg .
For året venter materialistkæden nu en valutajusteret omsætningsvækst på 6,5-7,5 pct. fra tidligere 5-7 pct., mens forventningerne til driftsmarginen, EBITDA, før særlige poster fortsat lyder på 14,5-15,5 pct.
Detailkædens endelige regnskab for tredje kvartal lander den 5. februar.
De gode takter i detailkæden smitter af på Matas-aktien tirsdag, hvor den stiger 3,4 pct. til 139 kr. oven på handelsopdateringen.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1183
- næste ›