Meningsmåling: Kohl på vej frem - Men Schröder står stadig til at vinde

Udgivet den 02-09-1998  |  kl. 12:41  |  

København--2. september--NetPosten--Den tyske bundeskansler Helmut Kohls parti CDU og søsterpartiet CSU står til fremgang i dagens meningsmåling i Frankfurter Allgemeine Zeitung forud for det tyske parlamentsvalg.

CD/CSU står til 35,5 pct. af stemmerne mod tidligere 35,2 pct., mens socialdemokraterne (SPD) går tilbage til 41,1 pct. fra 42,7 pct.

SPD står dog stadig til sammen med miljøpartiet De Grønne at få flertal i den tyske forbundsdag, og dermed ser det stadig ud til, at den socialdemokratiske kanslerkandidat Gerhard Schröder afløser Kohl.

Tyske politiske kommentatorer bemærker dog, at den stigende politiske uro i Rusland kan få vælgerne til at skifte over til den meget udenrigspolitiske erfarne Kohl fremfor den udenrigspolitisk uprøvede Schröder.

FDP, der indgår i Kohls nuværende koalitionsregering, ser med 6,0 pct. af stemmerne ud til at klare den tyske mindstegrænse på 5 pct. for at opnå valg til forbundsdagen.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder