Meningsmåling - Stigende usikkerhed om ØMU

Udgivet den 05-11-1999  |  kl. 08:35  |  

København--5. november--NetPosten--Tvivlen breder sig blandt de danske vælgere. Knap hver fjerde dansker har ikke taget stilling til om, hvorvidt Danmark skal stemmes ind i ØMUen. Det skriver dagbladet Børsen.

Både ja- og nej-siden taber terræn i den seneste måling, som Greens Analyseinstitut har foretaget for dagbladet Børsen. Ja-siden fastholder et komfortabelt forspring på godt 8 pct., men forspringet er svundet ind.

Ja-siden er reduceret med godt to procentpoint til knap 42 pct., mens nej siden er gået lidt mindre tilbage til knap 34 pct. Andelen af vælgerne, der endnu ikke har taget stilling udgør 23,8 pct. Så stor har usikkerheden ikke været siden foråret 1998.

Det ser ud til at statsminister Poul Nyrup Rasmussens forsigtige ØMU-støtte på partikongressen i begyndelsen af september har givet bonus. Et flertal på 42 pct. af de socialdemokratiske vælgere ville stemme ja til ØMU'en, hvis der var valg i dag, mens kun 32 pct. ville stemme nej.

Udgivet af: NPinvestordk