mermaid technology går på First North
Danske mermaid technology meddeler, at selskabet har søgt sine aktier optaget til handel på First North. Prospektet vedrører et udbud på mellem 1.575.000 og 1.925.000 styk aktier á nominelt DKK 1 til DKK 13 per aktie.
Prospektet frigives 15. marts 2007 og kan fra frigivelsestidspunktet downloades via www.mermaid.dk og www.capitrader.dk.
Ved maximumstegning forventer selskabet at opnå et bruttoprovenu på DKK 25,0 mio. og DKK 20,5 mio. ved minimumstegning. Ansøgningen er en del af en langsigtet vækststrategi, som skal positionere mermaid technology a/s som Nordeuropas førende udbyder af totalløsninger til Dynamisk Digital Skiltning.
- mermaid technology a/s går på First North for at hente kapital til den forestående internationalisering af virksomheden. Provenuet skal være med til at sikre, at vi kan udnytte det window of opportunity, som i øjeblikket findes på markederne i bl.a. Tyskland, Norge og Sverige, udtaler adm. direktør Henrik Johnsen.
mermaid technology a/s designer, producerer og leverer specialdesignede totalløsninger til Dynamisk Digital Skiltning (DDS), også kaldet narrowcasting eller instore-TV. DDS er stadig et relativt nyt begreb inden for markedsføring og informationsformidling. Konceptet bygger på internetbaseret distribution af informationer til en enkelt eller en klynge af skærme.
- Til forskel fra broadcasting, som vi kender det fra radio og TV, er narrowcastingens force, at indholdet kan skræddersyes til modtageren og den specifikke brugssituation, som modtageren befinder sig i. DDS-markedet har i de seneste tre år oplevet en voldsom vækst, og i Danmark har vi endnu kun set en brøkdel af de mange anvendelsesmuligheder, DDS-mediet lægger op til, udtaler Henrik Johnsen.
Værdien af det totale danske DDS-marked anslås i 2006 til ca. DKK 180 mio., og det forventes, at markedet over de næste tre år vil stige med ca. 77 % til en markedsværdi på ca. DKK 320. mio. i 2009. Den totale markedsværdi for Danmark, Tyskland, Norge og Sverige anslås i 2009 at runde DKK 5 mia.