Midtbank: Nationalbankens rentenedsættelse kan betyde normalisering af rentespænd til Tyskland på sigt

Udgivet den 05-11-1998  |  kl. 12:04  |  

København--5. november--NetPosten--Ifølge Midtbank var Nationalbankens rentenedsættelse på 0,25 pct.point på repo-renten og 0,25 pct.point på diskontoen til henholdsvis 4,40 pct. og 4,00 pct. større end ventet.

Dette afspejler - ifølge banken - at Nationalbanken er mere fortrøstningsfuld med hensyn til udviklingen på valutamarkedet og de internationale markeder finansielle markeder iøvrigt. Aftagende usikkerhed på de finansielle markeder har medført, at investorer igen vover sig ind på de mindre markeder, herunder det danske. Der er således tegn på, at den pæne valutaindstrømning fra oktober er fortsat i november, vurderer Midtbank.

Hvis den positive udvikling på valutamarkedet og de internationale finansielle markeder fortsætter, er der lagt op til yderligere danske rentenedsættelser. Som minimum forventer Midtbank en nedsættelse af repo-renten med 0,15 pct.point i år, og der er endog mulighed for endnu en nedsættelse af diskontoen på 0,25 pct.point i indeværende år.

Det vil - ifølge Midtbank - åbne for muligheden af, at den "krisebetingede" renteforhøjelse fra september kan afvikles i starten af det nye år, og et "rimeligt" repo-rentespænd mellem Danmark og Tyskland på 0,50 - 0,75 kan genetableres (dvs. en dansk repo-rente på omkring 4 pct.).

Midtbank vurderer, at der på længere sigt er gode muligheder for en nedsættelse af renten i Kerneeuropa på 0,25 - 0,50 pct.point, hvorved også de danske renter kan komme endnu længere ned, fremgår det af en pressemeddelelse fra Midtbank.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder