Minister Mia Wagner er sygemeldt efter ildebefindende
Den nyudpegede minister Mia Wagner (V) er sygemeldt. Det skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse. Hun fik torsdag et alvorligt ildebefindende og besvimede i eget hjem, skriver Statsministeriet.
Torsdag i sidste uge blev hun overraskende præsenteret som ny digitaliseringsminister og minister for ligestilling i en regeringsrokade.
Økonomiminister Stephanie Lose (V) overtager Wagners opgaver, mens Wagner er fraværende.
Wagner har det ifølge Statsministeriet "efter omstændighederne godt". Wagner har selv kommenteret situationen på Instagram.
- Endnu en gang tak for den varme modtagelse i sidste uge. Jeg har haft de skønneste dage omgivet af dygtige professionelle mennesker med de bedste intentioner.
- Jeg er selv gået til opgaven med fuld styrke og stærk vilje. Men nogle gange trodser kroppen viljen, skriver Wagner.
Hun tilføjer, at hun fik det skidt onsdag aften. Torsdag formiddag besvimede hun i sit køkken foran sin ene af to døtre.
- Jeg er selv både bekymret og overrasket. For fem år siden fik jeg en pacemaker, fordi jeg nogle gange var besvimet. Først troede jeg, det var relateret til stress, men lægerne fandt ud af, at jeg havde hjerteproblemer.
- Derfor fik jeg en pacemaker, og jeg har ikke siden været sygemeldt på grund af hjertet, skriver Wagner, som nu undersøges yderligere.
/ritzau/
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1189
- næste ›