Mærsks fald på mere end 6 pct. er en hård reaktion vurderer chefhandler

Udgivet den 09-01-2025  |  kl. 09:30  |  
Arkiv: Foto

Torsdag morgens store kurshug til Mærsk-aktierne efter en afblæst havnestrejke i USA er en hård reaktion.

Det vurderer chefhandler Mads Zink fra Danske Bank over for MarketWire.

Mærsks B-aktie ligger efter 20 minutter handel med et fald på 5,8 pct. i 11.030 kr. Dermed er aktien kommet lidt igen efter et kortvarigt fald på mere end 7 pct. lige efter åbningen.

- Det er måske meget at sige, at Mærsk skal falde 6 pct. på en strejke, der er afblæst. Vi vidste jo nok, at den strejke på et eller andet tidspunkt ville blive afblæst, hvis den gik i gang, udtaler Mads Zink, der fortsætter:

- Det er en hård reaktion. Men markedet har det med at overreagere for tiden på alle, specielt negative nyheder. Jeg synes, at det er overraskende, at den skal falde mere end 6 pct. på det.

De amerikanske havnearbejdere har indgået en foreløbig aftale med arbejdsgiverne i USA, og derfor er en planlagt strejke 15. januar nu afblæst.

Strejken blev varslet i oktober, hvor havnearbejderne senest landede en midlertidig aftale med arbejdsgiverne og gjorde en ende på tre dages strejke.

En strejke betyder typisk forstyrrelser, som kan føre til højere rater.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder