Nationalbanken: Løbende betalinger til og fra udlandet, april: +0,8 mia. kr.
København--8. juni--NetPosten--De løbende betalinger fra og til udlandet viste i april måned et overskud på 0,8 mia. kr. Der var overskud på varer og tjenester for 4,4 mia. kr., mens renter og udbytter udviste et underskud på 3,0 mia. kr. Løbende overførsler udviste et underskud på 0,7 mia. kr. Det oplyste Nationalbanken tirsdag.
For de seneste 12 måneder akkumuleret har de løbende betalinger vist et underskud på 2,3 mia. kr. I samme periode året før var der et overskud på 5,0 mia. kr.
Udlandet købte i april kroneobligationer mv. for netto 8,4 mia. kr., hvoraf statspapirer udgjorde 6,9 mia. kr., mens andre papirer, primært realkreditobligationer, udgjorde 1,4 mia.kr. Udlandets beholdning af danske obligationer mv. i fremmed valuta blev i april formindsket med 0,9 mia. kr. Endelig tilbagesolgte udlandet danske aktier for 3,5 mia. kr.
Kapitalimporten for 4. kvartal 1998 er forøget med 0,7 mia. kr. som følge af revisioner. Dette kan hovedsageligt henføres til transaktioner i afledte instrumenter.