Nationalbanken ser dansk økonomi vokse med 1,9 pct. i 2018

Udgivet den 14-03-2018  |  kl. 10:16  |  

Nationalbanken har onsdag opjusteret sit vækstskøn for udviklingen i den danske økonomi, og samtidig betegnes den forventede højkonjunktur de kommende år som "moderat".

Det skriver banken i en pressemeddelelse onsdag, hvor den har offentliggjort analysen "Udsigter for dansk økonomi".

I en analyse af dansk økonomi lyder Nationalbankens vækstskøn for 2018 nu på 1,9 pct., mens den i september ventede en vækst i bruttonationalproduktet, BNP, på 1,8 pct. i år.

Det er lidt under udviklingen i 2017, hvor BNP steg 2,1 pct., fremgår det. I 2019 venter Nationalbanken desuden en økonomisk vækst på 1,8 pct., og det er også et løft fra forventningen fra september om en fremgang på 1,7 pct. I 2020 lyder Nationalbankens vækstskøn på 1,7 pct.

Det er særligt eksporten, der sammen med privatforbruget vil være den primære drivkraft bag vækst udviklingen i de kommende år.

- Det går godt for dansk økonomi, og det skal vi værne om. Det er, når det går godt, at den økonomiske politik skal udvise mådehold og sørge for, at der er noget at stå imod med efter en højkonjunktur. Sådan en varer jo ikke evigt, siger nationalbankdirektør Lars Rohde i en pressemeddelelse.

UDSIGT TIL STØRRE PRES PÅ ARBEJDSMARKEDET

Der ventes også en fortsat fremgang, når det kommer til beskæftigelsen. I 2018 venter Nationalbanken, at bruttoledigheden vil falde til 109.000 personer fra 117.000 personer sidste år. I 2019 og 2020 ser den et yderligere fald til henholdsvis 102.000 og 97.000 personer.

I analysen fremgår det, at fremgangen på arbejdsmarkedet de seneste år har været sund og i et langsommere tempo end under ophedningen i midten af 2000'erne. Men der er udsigt til et større pres.

- I takt med at flere er kommet i job, er presset på arbejdsmarkedet taget til. Virksomhederne melder i stigende grad om mangel på arbejdskraft, endda på et niveau som umiddelbart før krisen for ti år siden. Flere stillinger slås op, og selv om virksomhederne finder det stadig vanskeligere at rekruttere, kan størstedelen af opslagene besættes, står der i analysen.

FORTSAT SVAGE FORBRUGERPRISER

De danske forbrugerpriser udvikler sig fortsat svagt, og der er kun et moderat underliggende prispres i økonomien, skriver Nationalbanken. I analysen fremgår det dog, at der er udsigt til højere inflation de kommende år.

- I takt med øgede lønstigninger og større knaphed på kapacitet i økonomien forventes væksten i forbrugerpriserne i de kommende år at komme op omkring 1,6 pct. per år, fremgår det.

I 2018 venter Nationalbanken dog en stigning i forbrugerpriserne på 0,7 pct., og det skyldes blandt andet, at afgiftsnedsættelser og afskaffelsen af PSO-afgiften dæmper prisudviklingen.

Næste år ventes forbrugerpriserne at komme op i fart med en stigning på 1,5 pct., og i 2020 ventes stigningstakten at være på 1,6 pct.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Seneste nyheder

06:30 Kalender med link - mandag den 9. september
17:48 Europa/lukning: Polsk distributør trak fra rødt felt tynget af jobtal
17:31 Chefanalytiker: Jobrapport gør det svært at spå Federal Reserves næste træk.
17:08 Fredagens aktier: Lettelsen kom og gik i C25 efter amerikansk jobrapport
17:01 Fredagens obligationer: Amerikansk jobrapport sendte renten på rutsjetur
16:18 Vestas i laveste niveau siden oktober 2023 efter uge med skuffende britisk auktion
16:07 Chefhandler: Stigning i danske aktier er lettelse fra sidste måneds jobrapport
15:40 USA/åbning: Dårlig stemning fortager sig - jobrapport var ikke så ringe endda
15:34 Aktier vender rundt til plus trods lavere jobvækst i USA end ventet
15:10 Cheføkonom: Den amerikanske økonomi holder dampen oppe
15:03 Jobvækst på sporet dæmper sandsynligheden for ekstra stor rentenedsættelse i USA på næste møde
14:58 Feds Williams finder det nu passende at sænke renterne
14:48 Cheføkonom: Lunken jobrapport er ikke nok til at dulme recessionsfrygten
14:36 Amerikansk beskæftigelsesrapport viste skuffende jobskabelse i august
14:02 USA/tendens: Urolig stemning inden jobrapport med særligt pres på teknologi
13:25 Volvo Car i laveste niveau siden januar efter ugefald på 14 pct.
13:21 Google misbruger sin markedsposition mener britiske konkurrencemyndigheder
13:17 Novo holder kortene tæt til kroppen om vægttabstablet
13:01 Europa/aktier: Fransk tekstilselskab får flosset kanterne i trykket marked
12:26 Fransk tekstilvirksomhed falder med 16 pct. efter bud på amerikansk selskab