NeuroSearch øger aktiekapitalen med nom. 79,4 mio kr
Bestyrelsen for NeuroSearch har mandag besluttet i henhold til vedtægternes § 5 at udvide selskabets aktiekapital med nominelt kr. 79.414.300 til kurs 100 pr. aktie a kr. 20 i forbindelse med emission på Københavns Fondsbørs af 3.970.715 stk. nye aktier a nominelt kr. 20 pr. aktie med fortegningsret for selskabets aktionærer i henhold til den af generalforsamlingen dags dato givne bemyndigelse.
Aktionærerne vil tirsdag den 3. oktober 2006 kl. 12.30 (dansk tid) blive tildelt én fortegningsret pr. aktie a DKK 20. Aktier erhvervet efter 28. september 2006 vil ikke bære ret til tegningsretter.
To tegningsretter berettiger ejeren til at tegne én udbudt aktie. Aktionærerne har således mod betaling af udbudskursen ret til at tegne én ny udbudt aktie for hver to eksisterende aktier. Tegningsretter kan kun udnyttes i multipla a to. Der udstedes ingen brøkdele af aktier.
De udbudte aktier kan tegnes i perioden fra onsdag den 4. oktober 2006 til tirsdag den 17. oktober 2006 kl. 17.00 (dansk tid), begge dage inklusive. Tegningsretter, som ikke udnyttes gennem de danske kontoførende institutter i tegningsperioden, mister deres gyldighed og værdi, og ejerne af sådanne tegningsretter vil ikke være berettiget til at tegne aktier eller modtage kompensation.
De udbudte aktier med midlertidig fondskode kan handles første gang fredag den 29. september 2006. De udbudte aktier kan kun handles under den midlertidige fondskode frem til tidspunktet, hvor denne vil blive lagt sammen med fondskoden for de eksisterende aktier.
Tegningsretter til de udbudte aktier kan handles på Københavns Fondsbørs fra fredag den 29. september 2006 til torsdag den 12. oktober 2006 kl. 17.00 (dansk tid), begge dage inklusive.