NKT tager første skridt mod stor ordre - NY

Udgivet den 03-02-2014  |  kl. 13:00  |  

NKT Cables har indgået en såkaldt "preparatory works agreement" - første fase imod en endelig ordre - med Typhoon Offshore om levering af søkabler til det hollandske offshore-vindmølleprojektet Gemini.

Det sker, efter at konsortiet bag offshore-parken har fået finansieringen for opstarten af projektet på plads.

Aftalen har potentielt en værdi af 1,2 mia. kr. for NKT og omfatter levering af højspændingssøkabler, fremgår det af en fondsbørsmeddelelse mandag.

NKT venter, at en endelig aftale er på plads inden for de næste måneder.

Søkablerne skal produceres på selskabets fabrik i Köln og ventes leveret til installation i begyndelsen af 2015. Den foreløbige aftale betyder dog, at NKT Cables allerede nu kan begynde produktionen og er garanteret betaling for løbende realiserede omkostninger.

- Vi er glade for at kunne bidrage til projekt Gemini med vores teknologi, kompetencer og vores unikke produktionsanlæg i Köln og Rotterdam, siger Marc vant Noordende, administrerende direktør for NKT Cables, i meddelelsen.

Projekt Gemini består af vindmølleparkerne Buitengaats og ZeeEnergie, som placeres i den hollandske del af Nordsøen 55 km nordøst for øen Schiermonnikoog, og de vil få en kapacitet på 600 MW. Med 150 turbiner vil vindmølleparkerne på årsbasis producere el til mere end 1,5 millioner indbyggere.

Det er NKT Cables 10. offshore-vindmølleprojekt siden 2010.

Aktien i NKT stiger oven på ordren 1,1 pct. til 325,3 kr. Inden nyheden ramte markedet, lå aktien i omkring 322 kr.

/ritzau/FINANS

Peder Top Poulsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder