Mærsk opjusterer forventninger til 2024 efter stærk efterspørgsel i containermarkedet

Udgivet den 21-10-2024  |  kl. 17:55  |  
Arkiv: Maersk

Containerrederiet A.P. Møller-Mærsk løfter forventninger til hele året efter et stærkt tredje kvartal og fortsat høj efterspørgsel efter fragt.

Det fremgår af en meddelelse mandag eftermiddag.

Dermed ser selskabet nu et underliggende driftsresultat, EBITDA, på 11-11,5 mia. dollar mod tidligere 9-11 mia. dollar.

Målt på midtpunktet svarer det til lige over 77 mia. kr. i 2024.

Det er samtidig væsentligt højere, end hvad analytikerne havde ventet, da estimatet ifølge Bloomberg lyder på 10,14 mia. dollar.

Årsagen skal findes i et stærkt tredje kvartal, som selskabet offentliggør foreløbige tal for, samt stærk efterspørgsel efter containerfragt og fortsat uro omkring Det Røde Hav. Det betyder også, at rederiet nu ser en større vækst i containerfragten globalt.

- Forventningerne til væksten i det globale containermarked for 2024 er blevet opjusteret til omkring 6 pct. fra tidligere 4,6 pct., skriver Mærsk i en meddelelse eftermiddag.

Samtidig løftes forventningerne til EBIT, så selskabet nu venter 5,2-5,7 mia. dollar mod tidligere 3-5 mia. dollar.

Også forventningerne til de frie pengestrømme stiger, og selskabet ser nu mindst 3 mia. dollar mod tidligere mindst 2 mia. dollar.

OMSÆTNING PÅ OVER 15 MIA. DOLLAR I TREDJE KVARTAL

Ser man alene på tredje kvartal har Mærsk også leveret markant bedre, end analytikerne havde ventet.

Omsætningen løber op i 15,8 mia. dollar i kvartalet, viser foreløbige ureviderede tal. Her havde analytikerne ventet 14,75 mia. dollar, viser estimater indsamlet af Bloomberg.

Det underliggende driftsresultat, EBITDA, skal lande på 4,8 mia. dollar, hvor analytikerne havde spået 3,63 mia. dollar. Hertil et EBIT på 3,3 mia. dollar, som rapporteret også er 3,3 mia. dollar, viser de foreløbige tal.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Profit warning❯  Shares❯