Nordea vinker farvel til kundeprogram efter 17 år og lancerer et nyt

Udgivet den 18-09-2018  |  kl. 09:00  |  
Arkiv: Foto

Nordea har tirsdag lanceret sit nye kundeprogram, "Min hverdag", og det erstatter det gamle kundeprogram, som har eksisteret i 17 år. "Min hverdag" træder i kraft den 1. januar 2019, det oplyser banken.

Alle privatkunder vil komme ind under det nye program, og de vil nu have adgang til alle ydelser mod en pris på 360 kr. årligt. Kunderne skulle før betale for de enkelte services, alt efter hvilken kundegruppe de befandt sig i.

Banken oplyser, at alle kunder nu får adgang til netbank, mobilbank, Applepay med mere. Det nyeste skud på stammen er individuel rådgivning døgnet rundt 365 dage om året.

- Vi tager nu et stort skridt fremad for at skabe en mere enkel og mere relevant bank for vores kunder. Vi ved, at kunderne efterspørger god, personlig rådgivning og større tilgængelighed, siger den danske landechef i Nordea, Frank Vang-Jensen, i en meddelelse.

Det er dog ikke alle kunder, som skal betale prisen på 360 kr. Unge kunder op til 28 år, kunder med boliglån i Nordea samt Premium Banking- og Private Banking-kunder kommer ikke til at betale for "Min hverdag".

Ændringen af kundeprogrammet ændrer heller ikke ved renten på kundernes eksisterende lån, kreditter og opsparing, oplyser banken.

/ritzau/FINANS

Patrick Solberg

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder