Nordea/Sydbank: Mulig hvidvask giver panderynker på børsen

Udgivet den 17-10-2018  |  kl. 10:13  |  

Nordea er blevet anmeldt til myndigheder i Norge og Sverige for hvidvask af mere end en milliard kroner.

På aktiemarkedet giver det bekymring for, at sagen kan vokse.

Det vurderer Mikkel Emil Jensen, der er bankanalytiker i Sydbank. Aktien falder tre procent til 62,76 kroner.

- Der er bekymring, fordi det ligesom i tilsvarende sager kan være startskuddet til det, der er værre, siger han.

Mikkel Emil Jensen understreger, at sagen på nuværende tidspunkt har et omfang, der ikke vil udløse bøder i milliardklassen.

Han peger på, at sagen om hvidvask i Danske Bank har et omfang i en helt anden skala, der forventes at udløse bøder på flere milliarder kroner.

- Det beløb, der er fremme om Nordea, er ikke lige så stort, som man har set i andre hvidvasksager.

- Så set fra aktionærernes synspunkt skal det op i et væsentligt større omfang, for at det kan udgøre en trussel i forhold til milliardbøder, siger Mikkel Emil Jensen.

Det er hedgefonden Hermitage Capital Management, der ifølge Børsen har tilsendt dokumenter til myndighederne i Norge og Sverige.

Papirerne viser, at Nordea kan have overtrådt reglerne om hvidvask.

Hedgefonden har fundet mistænkelige overførsler for 1,1 milliard kroner. De er gået via 365 konti i Nordea i Danmark, Norge, Sverige og Finland.

/ritzau/

Ritzau

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder