Norden Q2: Svagere end ventet indtjening
D/S Norden kom ud af andet kvartal af 2013 med et primært driftsresultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) på 3,9 mio. dollar mod 31,3 mio. dollar i samme periode sidste år.
Indtjeningen er svagere end konsensus blandt analytikerne, der havde ventet et EBITDA-overskud på 10 mio. dollar ifølge estimater indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans.
Tørlast- og produkttankrederiet melder i øvrigt om en omsætning på 523,6 mio. dollar og en indtjening af primær drift (EBIT) på minus 15,7 mio. dollar mod konsensus om en omsætning på 484 mio. dollar og en negativ drift på 9 mio. dollar. I forhold til andet kvartal 2012 er der tale om en marginal stigning i omsætningen fra 523,5 mio. dollar, men en driftsmæssig tilbagegang fra et plus på 9,6 mio. dollar i andet kvartal sidste år.
Norden havde i andet kvartal avancer fra skibssalg på minus 32.000 dollar mod minus 260.000 dollar i andet kvartal sidste år.
Endelig faldt Nordens underskud før og efter skat til henholdsvis 21,1 mio. dollar og 22,4 mio. dollar fra underskud på respektive 30,4 og 31,8 mio. dollar i andet kvartal af 2012. Til sammenligning havde analytikerne ifølge SME Direkt ventet underskud før og efter skat på 10 mio. dollar i april-juni.
D/S Norden opgiver den teoretiske NAV, som udgør bogført værdi samt merværdi af rederiets flåde og nybygninger og dets certepartier med købs- og forlængelsesoption, til at være 213 kr. per aktie ultimo andet kvartal mod 220 kr. per aktie ved udgangen af første kvartal 2013, svarende til et fald på 3 pct.
Den administrerende direktør Carsten Morgensen identificerer en lille forbedring i forhold til første kvartal.
- 2013 er som forventet et udfordrende år. Efter et brutalt 1. kvartal er indsejlingen dog blevet lidt bedre i 2. kvartal, og denne tendens er fortsat ind i 3. kvartal. mens raterne er under pres, udnytter Norden de lave nybygningspriser og fortsætter investeringerne i nye brændstofeffektive ECO-skibe, siger han i regnskabet.
D/S Norden fastholder koncernens forventninger til hele 2013, hvor tørlast- og produkttankrederiet stadig venter et overskud af primær drift før af- og nedskrivninger (EBITDA) på 15-45 mio. dollar. Det fremgår af regnskabet for andet kvartal.
Fordelt på de to divisioner er forventningerne helle ikke ændret. Norden venter stadig cirka et nulresultat på EBITDA-niveau i tørlastforretningen, ligesom der fortsat ventes et overskud på 25-45 mio. dollar i tankforretningen.
Tabel for D/S Nordens regnskab for andet kvartal af 2013:
#
Mio. dollar Q2 2013 Q2 2013 (e) Q2 2012 FY 2013 (e)
---------------------------------------------------------
Omsætning 523,6 484 523 1941
EBITDA 3,9 10 31,3 41
- Tørlast -2,1 0 29,9 9
- Produkttank 8,2 13 3,9 49
EBIT -15,7 -9 9,6 -36
Resultat før skat -21,1 -10 -30,4 -40
Nettoresultat -22,4 -10 -31,8 -45
---------------------------------------------------------
#
Forventninger:
#
Mio. dollar Q2 2013 Q1 2013 Helår 2012
----------------------------------------------
EBITDA 15-45 15-45 15-45
- Tørlast Omkring 0 omkring nul omkring nul
- Tank 25-45 25-45 25-45
Salgsavancer 3 3 3
CAPEX 120-140 120-140 120-140
----------------------------------------------
#
/ritzau/FINANS
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk