Norge har gjort nyt muligt storfund af olie

Udgivet den 10-04-2013  |  kl. 07:03  |  

Selskabet Lundin har gjort et nyt fund af olie i prospektet Luno II, som ligger i nærheden af felterne Johan Sverdrup og Edvard Grieg i Nordsøen. Selskabet siger, at der kan være tale om et betydeligt fund.

Først om to eller tre uger vil selskaber komme med bud på den mængde af olie, som vil kunne udvindes i området, siger koncernchef Ashley Heppenstall i Lundin Petroleum i en pressemeddelelse.

Prøveboringen er gjort på 101 meters dybde omkring 15 kilometer syd for Edvard Grieg-feltet i den centrale del af Nordsøen.

Selv om Lundin er forsigtig med udtalelser i beskrivelsen af fundet, så har flere analytikere regnet sig frem til, at det kan være på omkring 200 millioner tønder råolie.

- Det er et af de store fund på norsk sokkel i de seneste årti, siger analytikeren Trond Omdal i Arctic Securities til E24.

Teknisk Ukeblad skriver, at oliefundet kan være større end Goliat-feltet i Barentshavet, som indeholder 174 millioner tønder olie.

Lundin Norway er et datterselskab af Lundin Petroleum AB.

/ritzau/NTB

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk