Norsk finansfusion mellem DnB og Gjensidige
Efter flere dages forhandlinger er de to norske finanskoncerner DnB (Den norske Bank) og Gjensidige NOR blevet enige om en fusion.
De to selskaber fortsætter under navnet DnB NOR.
Den nye finanskoncern bliver den sjette største finanskoncern i Norden med en børsværdi pr. 17, marts på 39 mia. norske kroner (37,12 mia. kr.). Koncernen får 11.600 medarbejdere og skal forvalte 1.070 mia. nkr. (1.018,43 mia. kr.)
Bytteforholdet imellem aktierne i fusionen bliver 6,2 aktier i DnB og et kontant beløb på 23 norske kroner pr. aktie i Gjensidige NOR.
Fusionen bygger på princippet om, at to ligeværdige partnere slår sig sammen, oplyser DnB.
"Sammen skaber vi en konkurrencedygtig norsk enhed, som er rustet til at møde kundernes behov," siger koncernchef Olav Hytte, Gjensidige NOR, i en pressemeddelelse.
Den nye virksomhed regner med betydelige effektiviseringsmuligheder, når de to selskaber bliver slået sammen. I forbindelse med sammenlægningen skal omkring 1.600 årsværk skæres væk, lyder det fra det norske.
Fusionen skal godkendes af de to selskabers generalforsamlinger med to tredjedels flertal, og herudover skal de norske konkurrencemyndigheder også godkende fusionen.
/Netavisen Infopaq/