Novo klar til stor satsning i inflammationssygdomme
Den danske medicinalkæmpe Novo Nordisk, udvider forretningen med en ny medicinalsatsning over nogle år. Det oplyser dagbladet Børsen.
Novo Nordisk ønsker en førende position på markedet inden for flere forskellige betændelsessygdomme.
I år er der sat 700 mio. kr. af fra forskningsbudgettet til at udvikle lægemidler inden for inflammationssygdomme.
- Det er klart, at hvis du laver en projektion fra nu, og de 700 mio. kr. bliver jo en stigende størrelse over tid, så har du ret i, at den samlede sum af omkostninger, der er bogført inden vi har det første produkt på markedet, vil være i multimilliardklassen. Det kan godt ske, at det bliver over 10 mia. kr. men hvis vi er dygtige og har held i sprøjten, så bliver det måske kun på øvre side af 5 mia. kr., siger Mads Krogsgaard Thomsen, koncernforskningsdirektør i Novo Nordisk til avisen.
Novo Nordisk forventer at satsningen inden for inflammationssygdomme tidligst vil bære frugt i 2015.