USA/lukning: Tunge kursfald fredag - trukket ned af Nvidia og Tesla
De amerikanske aktier faldt tungt fredag, da investorerne under tiltagende volatilitet solgte ud af især de store teknologinavne.
Det er dermed ikke blevet til det store julerally i år, selv om årets sidste to uger traditionelt er en af de allerbedste perioder for amerikanske aktier.
Den negative stemning ramte ganske bredt med kursfald til 450 ud af 500 medlemmer af S&P 500-indekset, der dykkede med 1,1 pct., men som også tidligere var i minus med 1,7 pct.
Dow Jones faldt desuden 0,8 pct. fredag, og Nasdaq smed mest med 1,5 pct.
- Renterne stiger lidt igen og når nogle nye høje niveauer. Det rammer vækstaktierne. Det er dog også et forholdsvist tyndt julemarked, så der skal ikke så meget til. Man ser dog også køberne komme tilbage efter kursfaldene, og så retter markedet sig noget, siger Lars Skovgaard Andersen, der er investeringsstrateg i Danske Bank, til MarketWire.
- Der er også en tendens, i form af at investorerne forlader de mere spekulative teknologiaktier og søger over i aktier med fokus på quantum computing. Folk har derimod allerede de store teknologiaktier i porteføljen, så dem skal de ikke jagte, og derfor er der ikke så mange købere til dem, fortsætter han.
De amerikanske aktier er med blot to handelsdage tilbage af 2024 trods fredagens minus stadig steget med 25 pct. gennem året
Mandag morgen ser der dog ud til at være mere modgang i vente, idet futures for de tre ledende indeks i USA indikerer fald på op til 0,2 pct. fra start.
WEDBUSH SER OPTIMISTISK PÅ APPLE
I S&P 500 klarede energiaktierne sig fredag bedst med et marginalt fald, da olieprisen gik op med 0,9 pct.
Værst blandt sektorerne gik det for cyklisk forbrug, som mistede 1,9 pct., mens it-aktierne faldt 1,5 pct., og kommunikationsservice smed 1,1 pct. Der var samtidig minus til cykliske sektorer som finans og industri på 0,8 pct. hver især.
Det var chipkæmpen Nvidia, som fredag trak mest ned i hovedindekset med et fald på 2,1 pct., ligesom konkurrenten Broadcom mistede 1,5 pct. Der var ligeledes inden for it også tilbagegang til Microsoft på 1,7 pct. og til Apple på 1,3 pct. til 255,59 dollar.
Apple, som stadig blot er få procent fra at nå en markedsværdi på 4000 mia. dollar, fik ellers fredag nyt højeste kursmål kursmål fra finanshuset Wedbush og analysechef Dan Ives, som ser aktien stige næsten 30 pct. til 325 dollar på grund af interessen for AI-understøttede funktioner i iPhone.
Elektronikkæmpen sikrede sig trods fredagens fald den sjette uge i træk med fremgang, og det, påpegede et andet finanshus, BTIG, har typisk varslet efterfølgende "betydelig tilbagegang". Siden 1990 er Apples aktie syv gange tidligere steget med mere end 2 pct. fem uger i træk, og typisk er det blevet fulgt op af kursfald de kommende fire uger på næsten 6 pct.
Fredag var det ikke kun i it, at der var tilbagegang. Tesla, i cyklisk forbrug, gik også tilbage med 5,0 pct., mens Amazon faldt 1,5 pct., og i kommunikationsservice registrerede Meta Platforms et fald på 0,6 pct., ligesom Alphabet tabte 1,5 pct.
VINDERNE VAR I ENERGI
Fredagens vindere skulle blandt andet findes inden for energi, hvor APA steg 1,1 pct., og Occidental Petroleum løftedes 0,8 pct.
Bedst i S&P 500 gik det dog for Lamb Weston, der vandt 2,6 pct., da den aktivistiske investorfond Jana Partners har peget på Jeffrey DeLapp som muligt nyt bestyrelsesmedlem.
DeLapp var tidligere direktør i fødevareproducenten, da det var ejet af Conagra Foods og blev selvstændigt børsnoteret.
.\\˙ MarketWire
Tags: Market Close❯ Shares❯ USA❯ indblik❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1183
- næste ›